Bjarne Riis' nye chef og bestyrelsesformand Stefano Feltrin fortæller, at alle medarbejdere i Riis Cycling A/S er blevet tilbudt at blive i Tinkoff Sport A/S. Ingen planer om at flytte virksomheden ud af Danmark. For nu.

Der er stadig ingen garantier for, at Bjarne Riis' tidligere cykelhold beholder adressen på Firskovvej i Kongens Lyngby, efter den russiske rigmand Oleg Tinkov har købt det.

Men Oleg Tinkovs faste samarbejdspartner Stefano Feltrin lover, at der i første omgang ikke er nogen planer om at rykke arbejdspladserne og holdets officielle hovedsæde væk fra Danmark.

- Vores plan er at holde virksomheden dér, hvor den er for nu. Danmark er et godt land, og det er ikke det værste land i forhold til omkostningerne. Selvom skatteniveauet selvfølgelig godt kunne være bedre, siger den italienske advokat.

Der er også givet et indledende løfte til medarbejderne om, at de kan blive i Tinkoff Sport A/S, hvis de ønsker det, oplyser Stefano Feltrin.

En del af rytterne og for eksempel sportsdirektør Dan Frost nåede dog at blive sat fri fra holdet, inden aftalen med Oleg Tinkov blev officiel. Stefano Feltrin ønsker ikke at kommentere, om eksempelvis om den danske veteran Nicki Sørensen så også er blevet tilbudt en kontrakt efter længere tids venten og indkaldelse til samtale hos Anti Doping Danmark i forbindelse med en kommende afdækning af dansk cykelsports dopingfortid.

- Jeg kan kun sige, at vi på de indre linjer har helt styr på det. Vi har ikke travlt, og vi melder noget ud, når det passer med vores planer, lyder det afvæbnende svar fra Stefano Feltrin.

Inden opkøbet af Bjarne Riis' hold blev officielt ved et pressemøde i London, havde Stefano Feltrin fortalt, hvordan forhandlingernes uomtvistelige udgangspunkt var, at Oleg Tinkov kun ville gå ind i et cykelhold, hvis han havde suveræn bestemmelse over både drift, holdsammensætning og træningsmetoder i det omfang, han selv ønskede.

Men på pressemødet i Googles London-kontorer, var Oleg Tinkov ude med et klart budskab om, at Bjarne Riis har 100 procent råderet over de sportslige beslutninger, fordi danskeren, i russerens synsfelt, er verdens bedste sportsdirektør.

Stefano Feltrin mener ikke, at der er lavet om på Oleg Tinkovs oprindelige krav med den udtalelse.

- Jeg kan ikke se, at de to ting modsiger hinanden. Bjarne Riis har 100 procent mulighed for at træffe afgørelser inden for det sportslige område. Men det er selvfølgelig som i så mange andre arbejdsforhold, at man har en overordnet, der har givet nogle rammer, man kan arbejde under, forklarer Stefano Feltrin.       

Han fortæller også, at han ofte selv kommer til Danmark for at holde de nødvendige møder i det, han ganske rigtig betegner som en meget lille virksomhed sammenholdt med de øvrige aktiviteter, som både Stefano Feltrin og Oleg Tinkov er involveret i.

- Derfor er direktørens rolle også det større, så det er helt åbenlyst, at jeg vil komme til Danmark ofte, siger Stefano Feltrin uagtet, at den overordnede sportslige leder Bjarne Riis for eksempel er til at træffe i sit hjemland Schweiz, hvis han ville rejse i lidt kortere afstande fra sit eget advokatkontor i Rom.