Lars Bonde stopper som sportschef hos Danmarks Cykle Union. Fremover skal han være skoleleder på Køge Privat Realskole.

Bonde har været i unionen i 18 år, men nu er det slut. Når han har været til OL i Rio i august med cykellandsholdet, har han udtjent sin værnepligt som sportschef.



»Efter næsten 16 år som fuldtidsansat i Danmarks Cykle Union (DCU) er det tid til at prøve noget nyt. Det bliver selvfølgelig meget vemodigt at forlade dansk cykelsport, men omvendt er jeg også glad og stolt over, at jeg kunne sikre mig et så attraktivt job, som jeg har fået på et så perfekt tidspunkt lige efter OL,« siger Lars Bonde i en pressemeddelelse omkring jobskiftet.

Stillingen som sportschef ventes at blive slået op igen, men DCU skriver, at man vil kigge næmere på jobbeskrivelsen, inden man indleder jagten på en afløser for Bonde.

»Jeg kunne sagtens have forestillet mig, at samarbejdet med Lars Bonde var fortsat frem mod OL i Tokyo 2020, men jeg har bestemt forståelse for, at Lars efter i alt 18 år hos Danmarks Cykle Union vil prøve noget nyt. Jeg vil gerne ønske Lars tillykke med det nye, flotte job og sige tak for hans enorme indsats og betydning for dansk cykelsport. Vi kommer til at savne Lars som kollega, og vi vil savne hans enestående faglige kompetencer,« lyder det fra direktør Per Henrik Brask omkring Bondes farvel.