Tidligere i år oplevede Niki Terpstra karrierens stjernestund, da hollænderen vandt Paris-Roubaix. I weekenden kom der til gengæld en kedelig plet på hans image, da han under et løb røg i infight med belgieren Maarten Wynants under den afsluttende etape i Eneco Tour.

Omega Pharma-Quick Step-rytteren Terpstra førte an op ad en stigning på en relativt smal vej gennem en skov side om side med Wynants, da han tilsyneladende følte, at konkurrenten havde generet ham.

Derfor gav han med fuldt overlæg et skulderskub til belgieren, der kører for Belkin-holdet. Det førte til et skænderi og lidt skubberi frem og tilbage mellem de to kamphaner. Efter etapen blev Terpstra diskvalificeret for sin ureglementerede kørsel, og hollænderen erkendte på sin facebook-side, at han havde opført sig dumt.

- Jeg vil gerne sige undskyld. Først og fremmest til Maarten Wynants og Team Belkin, fordi jeg med mine handlinger bragte dem og de andre ryttere i fare, og det er ikke noget, som jeg ønsker at gøre i feltet. Og så vil jeg gerne undskylde over for mine holdkammerater, som har arbejdet for mig hele ugen. Igennem hele Eneco Tour har de hjulpet mig, men i sidste ende var det meningsløst på grund af denne dumme handling. Jeg kæmpede for at forsvare min sammenlagte syvendeplads, men jeg gik over grænsen. Måske er nogle fans skuffede over mig. Til dem vil jeg sige, at jeg er ked af, hvad jeg gjorde, og at jeg i de kommende løb vil gøre, alt hvad jeg kan, på en fair måde naturligvis, for at genvinde jeres støtte.

Udover at have vundet Paris-Roubaix i år har Terpstra tidligere også vundet semiklassikeren Dwars door Vlaanderen både i år og i 2012.

Se den pudsige episode HER.