Da Team Leopard-Trek i 2011 blev dannet, blev Kim Andersen en af cykelsportens mest magtfulde sportsdirektører. Danskeren blev sportslig ansvarlig på det luxembourgske drømmehold med Andy og Fränk Schleck i spidsen

Året efter blev Kim Andersen sendt helt ud i kulden. Fusionen med Team Radioshack betød, at Johan Bruyneel overtog det sportslige ansvar, og selvom Kim Andersen stadig havde titel af sportsdirektør, var han reelt sat uden for indflydelse. I dag er Johan Bruyneel færdig i cykelsport, og det betyder, at Kim Andersen igen har fået indflydelse på holdet. Under ledende sportsdirektør, Luca Guercilena, er Andersen tilbage som ansvarlig for brødrene Schleck.

- Det bliver min opgave at få Andy til at køre stærkt igen. Det bliver ligesom i gamle dage, så jeg kommer til at være med til de løb, som Andy skal køre, og her skal jeg forsøge at få ham op i omdrejninger, så han kommer til at køre som før i tiden, fortæller Kim Andersen, som bekræfter, at han skal med til Tour de France til sommer.

- Det medfører, at jeg ligesom i tiden hos Bjarne Riis er med Andy overalt. Når han træner, og når han kører løb, siger Andersen, som har kørt et tæt samarbejde med brødrene hele deres karriere.

Andy Schleck har ligesom Kim Andersen haft et rædselsår på grund af skader, som satte ham helt ud af spillet. Den 27-årige vil rejse sig og være en bejler til den gule trøje i Tour de France næste år, vurderer Kim Andersen.

- Jeg kan ikke se, hvorfor han ikke skulle kunne nå det niveau, som han har haft tidligere, og hvis han gør det, så vil han køre med blandt de forreste.Og især med den Tour de France-rute, vi har i sigte, vil det være muligt for ham, at køre blandt de forreste.

- Han har stadigvæk de bedste år foran sig, så der er mange gode år endnu. Om det så bliver det ene eller andet, ved jeg ikke, men målet er, at køre med helt i top. I sidste ende kommer det til at afhænge af mange ting, og man må sige at konkurrencen er rigtig hård. Men Andy er meget motiveret for give det en skalle.