Rygtet om Googles mulige sponsorat af cykelholdet, som Bjarne Riis inden for de nærmeste dage efter alt at dømme sælger til den russiske rigmand Oleg Tinkov, er nu blevet aflivet.

Fredag fastslog DR Sporten ellers, at man havde erfaret, at når Bjarne Riis på mandag holder pressemøde i Googles kontorer i London, hvor han vil præsentere vigtige nyheder om holdets fremtid, så hænger det sammen med, at Google fremover vil sponsorere cykelholdet.

Det er tilsyneladende ikke tilfældet.

Det er åbenbart et spørgsmål om, at Global Cycling Network streamer pressemødet, og at kanalen ejes i fællesskab af Google og Shift Active Media.

Det fastslår Shift Active Media på Twitter, hvor man besvarer spørgsmålet om et eventuelt Google-sponsorat således:

- Vi bruger Googles kontorer af teknologiske årsager (live stream) det er det hele.

Dermed skulle det rygte være aflivet, selvom hverken Google Danmarks landechef Peter Friis eller Google Danmarks kommunikationschef Christine Sørensen gjorde noget for at aflive rygtet ved blot at svare 'ingen kommentarer', da TV2 Sporten lørdag stillede dem det samme spørgsmål.