I dag gælder det 54 kilometer enkelstart fra Bergerac til Périgueux. Jeg kan godt afsløre, at det er en modbydelig disciplin, og det er langt fra noget, jeg bryder mig særlig meget om. Man ligger på sin makspuls hele tiden, og man lider så frygteligt. Det kan være rigtig, rigtig hårdt. Samtidig ved jeg jo godt, at det for mig ofte vil handle om at minimere tidstabet. Det er aldrig sjovt at sætte sig op på cyklen og vide, at nu skal man bare overleve.

Meget af det forgår også oppe i hovedet på en enkeltstart. Selvom man kører stærkt, gør det ondt hele tiden. Hjernen kan nemt sige, ’uha, det går ikke godt i dag, du kører ikke hurtigt, og benene er dårlige’. Det handler om at fokusere på det positive. Det er en mental prøvelse, og uden at være stærk dér, kan man ikke køre godt nok.

Log ind på BT PLUS eller køb dagens avis, hvis du vil læse hele klummen...


Generelt er de store ryttere bedst på enkeltstarterne, for man skal være kraftfuld og kunne yde mange watt. Opad er det en ulempe at være tung, det er det ikke nødvendigvis på enkeltstarter. Der findes ryttere, der nærmest ikke kan sidde i et felt, men når den står på enkeltstart, excellerer de i det.

Det er vigtigt hurtigt at komme op i fart og så holde den jævnt. Det duer ikke at skifte rytme konstant. Mange motionister har sikkert oplevet, at de spurter, når de kommer til en bakke i stedet for at gå lidt ned i fart. På toppen kan de så ikke få fart på cyklen igen. Derfor kan det være bedre at gå en lille smule ned og så få cyklen hurtigt op i fart igen på den anden side af bakken. Det jævne tempo er således nøglen, og man skal helst ikke helt op i det røde felt, for så kan man ødelægge sig selv. Det kan nemt ske på ruten i dag, for den går lidt op og ned. Det gør den svær at kontrollere. Rytterne kan hurtigt komme til at gå for dybt og dermed gå kold til sidst. Derfor ser man ofte ryttere med en voldsomt god præstation på første mellemtid, men senere er de slet ikke at finde nogen steder.

Selvom det som regel er de større ryttere, der behersker disciplinen, er der lidt andre ting, der gælder i Touren. Her har man 19 dages cykelløb i benene inden enkeltstarten, og man er langt fra frisk, når man kører ud på ruten. Der er kæmpe forskel på at have friske ben eller ikke have det. Jeg tror nu, Tony Martin vinder alligevel, men klassementsrytterne kommer tit ind til enkeltstarten friskere end andre. De tunge drenge har kæmpet på bjergene for bare at komme igennem.

Klassementsrytterne har også altid en fordel i forhold til alle andre. Når de kører, ligger der altid mange motorcykler foran dem. Der er politi og fotografer på ruten, og det giver rytterne en fordel, fordi de på den måde bliver trukket op i fart. Selvfølgelig skal de træde i pedalerne, men de får en hjælpende hånd. Ud over at få pace og læ for vinden, når motorcyklerne ligger forude, kan rytterne bruge dem som et fokuspunkt, de kører efter. Ryttere der starter tidligt, ligger helt alene på vejen.

At være god til at køre enkeltstart handler meget om fysiologi. Det kommer vi ikke udenom. Hvis jeg nu trænede i enkeltstart konstant, ville jeg naturligvis forbedre mig, men jeg ville også blive dårligere i bjergene. Det, jeg derefter ville tabe opad, kunne jeg aldrig hente på en enkeltstart. For der kommer fysiologien ind i det. Jeg er for eksempel dårligt bygget, fordi jeg er høj og ranglet og har lange arme. Det er svært at få presset min krop ned i en aerodynamisk position. Jeg tror derfor på, at man skal holde fast i det, man er god til.