Nairo Quintana (Movistar) ser ikke Chris Froome fra Team Sky som en fjende, selvom de to igen i år må betragtes som de allerstørste bejlere til at vinde verdens største cykelløb, Tour de France.

Nairo Quintana deltager netop nu i sæsonens første løb på World Tour'en i argentinske Tour de San Luis, og i den forbindelse taler han om rivaliseringen mellem ham og Chris Froome.

Begge dystede under sommerens Tour de France og sluttede som henholdsvis nummer et og to, men Quintana betragter ikke den kenyanskfødte brite som en fjende.

»Froome er ikke en fjende - han er en rival. Rivalisering er normal i cykelsporten, men vi har aldrig diskuteret, og jeg har aldrig haft et problem med ham,« siger Nairo Quintana i et interview med den spanske avis AS.

Colombianeren erkender, at det ikke bliver nogen nem opgave at vriste Tour-tronen fra Froome eller for den sags skyld slå ham i andre cykelløb.

»Det ved du aldrig. Team Sky har et meget stærkt hold,« siger han blandt andet.

Chris Froome vandt med et minut og 12 sekunder til Quintana i sidste års Tour de France. Quintanas holdkammerat Alejandro Valverde havde fem minutter og 25 sekunder til Froome, da rytterne krydsede målstregen på Champs-Elysees for sidste gang i 2015.