Mange bilforhandlere kræver høje strafrenter, hvis en regning betales for sent. Men det er ulovligt, siger FDM.

Organisationens juridiske afdeling har gennemgået 40 tilfældigt udvalgte regninger, og i mange tilfælde var morarenten for høj. I det værste tilfælde var rentesatsen på tre pct. pr. påbegyndt måned, hvilket svarer til en årlig effektiv rente på ca. 42 pct. Den årlige lovlige morarentesats for første halvår af 2011 er 8,05 pct., så den ulovlige renteopkrævning svarer til ca. 34 procentpoint højere, end loven tillader.

- Det ser uskyldigt ud, når der står med småt, at der opkræves tre pct. i rente om måneden ved for sen betaling. Men når det tilladte er ca. 0,6 pct. om måneden, er det en grov overtrædelse, der oven i købet kan koste bilejeren mange penge, siger advokat i FDMs juridiske afdeling Lennart Fogh.

Den aktuelle gennemgang er en opfølgning på en tidligere gennemgang af 250 regninger, FDM foretog i 2009. Også dengang tog en lang række værksteder og forhandlere for høje morarenter. Det fik Forbrugerombudsmanden til at rette henvendelse til de relevante brancheorganisationer for at få deres medlemmer til at efterleve loven.

- Aktørerne i branchen har nu haft mere end et år til at rette ind, men der er ikke sket nok. Det gælder både blandt organiserede virksomheder og frie forhandlere og værksteder, forklarer Lennart Fogh.

Regningerne i undersøgelsen stammer fra FDMs daglige rådgivning af medlemmer, og regningerne er udvalgt tilfældigt. Ingen af regningerne er sendt til FDM for at få vurderet renten. Den årlige morarente er pt. 8,05 pct., hvilket svarer til en månedlig morarentesats på ca. 0,6 pct.

FDM opfordrer forbrugere, der er blevet opkrævet for høje renter til at kontakte firmaet bag.

Læs mere om betaling af regninger på fdm.dk/biloekonomi.