Gennemsnits-alderen for kvinder i alkoholbehandling er faldet fra 45 til 35 år på bare fem år. I dag kommer piger helt ned til 18 år i behandling.

Flere unge kvinder må behandles for massive alkoholproblemer. Det vækker bekymring hos specialister. Teenagepiger står ikke i skyggen af drengene, når det handler om at bunde shots. Men piger bliver hurtigere afhængige af alkoholen, og stadig flere af dem må på afvænning, inden de fylder 30 år.

- Den kvindelige gennemsnitsalder bliver lavere og lavere. For bare fem år siden var den på 45 år, nu er den nede på 35 år. Vi har hjulpet en del kvinder i begyndelsen af 20’erne og helt ned til 18 år, siger Pia W. Thybo, som er centerleder i Behandlingscenter Himmerland.

Tendensen går igen over hele landet, viser en rundringning foretaget af metroXpress og statistik fra magasinet Helse. - Når de unge kvinder kommer til os, så er de alkoholikere. Så har drikkeriet fået så store konsekvenser, at deres liv er fuldstændig kaotisk. Det er sket, fordi vi har fået en kultur, hvor det er i orden at drikke i bund som pige, siger Birgit Hageneier, afdelingsleder i Multihuset Tjele, der hjælper alkoholmisbrugere i Viborg og Århus.

Fælles for de unge kvinder, der kommer i behandling, er, at de er begyndt at drikke i 12-13-års­alderen, forklarer Birgit Hageneier, der advarer om, at udviklingen vil fortsætte, hvis ikke teenagepiger bliver advaret om, at de hurtigere bliver afhængige af alkohol.

Også Kræftens Bekæmpelse er bekymret over de unge pigers store alkoholforbrug. - Det er et problem, hvis de tager alkoholforbruget med sig videre i livet. Alkohol er kræftfremkaldende og ofte skyld i brystkræft, siger læge Anja Olesen til gratisavisen.