Som barn var hun tyk og usikker. Nu er hun slank og selvsikker.

Tine Midtgaard, der sidste fredag tog dommerne med storm, da hun sang P!nk-nummeret 'Just Like A Pill', har tabt sig næsten fire kilo, siden hun kom med i X Factor.

Og kiloene fortsætter med at rasle af den unge deltager.

- Min forbrænding er skudt i vejret på det sidste. Og så er jeg blevet rigtig glad for at løbe, men jeg tror også, det skyldes, at jeg hele tiden er i gang i forbindelse med X Factor, siger hun.
 
I mange år kæmpede Tine Midtgaard med overvægt. Ligesom så mange andre børn og unges forældre er også hendes forældre skilt.

Det skete, da hun var blot syv år gammel. Og den chokerende nyhed slog fuldstændig den lille pige ud. I mange år trøstespiste hun og proppede sig med alt, hun kom i nærheden af. Slik, chips og kager. Og langsomt blev den lille pige større og større.

Tine Midtgaard blev hurtigt den tykke pige i klassen. Det medførte drillerier, og klassekammeraternes hårde kommentarer fik hende til at spise endnu mere.

Heldigvis opdagede en børnelæge, hvor slemt det stod til. Og sammen med forældrene fik de sat Tine på en hård diæt. Ligesom hun også fik hjælp fra en skolepsykolog. Og efter seks måneder var Tine igen normalvægtig.

- Jeg tænker stadig over, hvad jeg spiser. Når vi er i gang ude på DR, er der altid sundt mad og masser af gulerodssnacks, siger den 16-årige X Factor-deltager.

Det er ikke kun forbrændingen, der de seneste måneder er skudt i vejret. Også Tines selvtillid har fået et boost af at være med i det populære underholdningsprogram. Ikke mindst efter sidste fredags optræden.

- Det var min bedste performance nogensinde, siger Tine Midtgaard, der allerede begyndte til sangundervisning som 9-årig.

- Det var fantastisk at få ros og blive anerkendt. Og det har virkelig styrket min selvtillid.