Det kan lyde ret vildt, at man drømmer om en OL-plads, når man aldrig har prøvet at dyrke sporten.

Ikke desto mindre var det, hvad Jannick Bagge og Simon Darville gjorde i 2019. De ville til Vinter OL i bobslæde. Ingen andre danskere har opnået det, og desuden eksisterer der overhovedet ikke en bobslædebane i Danmark.

Men hvor der er vilje, er der vej. Godt to år efter står de to mænd på vippen til en OL-debut den 4. februar i Beijing. Det kræver dog nogle afbud fra nogle andre lande, men i en intens sport med mange skader og med corona huserende, er der sket vildere ting på denne jord.

Men hvordan opstår den absurde tanke, at man vil deltage til OL i en sportsgren, der ikke lige just indgår i de fleste danskeres dagligdagssnak. B.T. har taget en snak med manden bag ideen, Jannick Bagge.

»Jeg havde set bobslæde en del gange i fjernsynet og syntes, det så ret fedt ud. Samtidig kunne jeg se, at jeg selv havde nogle fysiske egenskaber, der ville passe ret godt til bobslæde,« lyder det fra 27-årige Jannick Bagge, der er den såkaldte 'pilot' i tomandsbobslæden. Jannick Bagge kommer fra en tilværelse i atletikkens verden, hvor det blandt andet er blevet til et danmarksmesterskab i trespring fire gange.

Den modige idé krævede også en makker. Her var det heldigt, at vennen Simon Darville, som Jannick kender fra gymnasiet, var klar på et 'lille projekt'. Simon Darville levede på daværende tidspunkt en tilværelse som vægtløfter, hvor det blandt andet var blevet til et nordisk mesterskab tre gange. I bobslædetilværelsen er han det, der hedder 'brakeman', som er personen, der styrer bremserne og dermed farten i bobslæden.

Sammen stablede de et hold sammen, og så var det ligesom bare i gang.

»Der findes jo ingen børnebane i bobslæde. Det er direkte på. Første gang var en fuldstændig vanvittig oplevelse,« lyder det fra Jannick Bagge, der fortæller, at det første styrt for dem kom efter to nedkørsler.

Ret hurtigt fik Jannick Bagge samlet et hold. Her er et billede til en træning i forløbets spæde begyndelse. Helt til venstre er Simon Darville, mens Jannick Bagge står som nummer to fra venstre.
Ret hurtigt fik Jannick Bagge samlet et hold. Her er et billede til en træning i forløbets spæde begyndelse. Helt til venstre er Simon Darville, mens Jannick Bagge står som nummer to fra venstre. Foto: Bobslæden Danmark
Vis mere

»Man siger, at før man overhovedet ved, om man er til bobslæde, skal man først prøve at sidde i en bobslæde, og så skal man prøve at styrte. Når man har klaret det, så kan du kalde dig bobslædekører.«

Og man kan måske forestille sig at cykle 30 kilometer i timen. Gang så den hastighed med tre og byt underlaget ud med is.

»Første styrt var bestemt ikke en rar oplevelse. Vi kørte over 100 kilometer i timen, og jeg lå på sådan en måde, at slæden blev presset ned i min nakke, imens vi skrantede et stykke hen. Heldigvis er vi blevet bedre til at styrte,« fortæller Jannick med et grin.

De to blev ganske hurtigt flankeret af tre andre atletiske mænd, der havde nogle forskellige roller. Sammen tog de til udlandet, hvor man altså kunne træne sine nedkørsler. De er lige vendt hjem fra Canada og USA, hvor de prøvede at kvalificere sig til vinterens OL, der starter om ganske kort tid. Her klarede de det ganske godt, selvom konkurrenterne havde en vis fordel.

»Vi har samlet kørt omkring 120 nedkørsler – altså nogensinde. Alle vores konkurrenter har kørt mange flere end det, uden jeg har konkrete tal på det. Så jeg synes godt, at vi kan være stolte af vores præstation.«

Han påpeger da også, at vejen dertil har krævet både tid, kræfter og penge.

»Det har krævet helt sindssygt meget. For det første er der træningen, der i sig selv er mega hård. Men så er der også alt udenom, som koordinering af rejser, skaffe sponsorer og lignende. I forhold til træning er jeg blevet 17 kilo tungere for at være bedst muligt rustet til det, jeg skal gøre.«

»Derudover er det ikke en billig beskæftigelse. Vi har været begunstiget af sponsorer, der har hjulpet os og ved hjælp af private, der har støttet os via crowdfunding på vores hjemmeside.«

Her ses de to i en af de 120 nedkørsler, som de har haft i alt.
Her ses de to i en af de 120 nedkørsler, som de har haft i alt. Foto: Bobslæden Danmark
Vis mere

Og så kommer vi tilbage til starten med den skøre idé. Jannick Bagge medgiver til dels også, at det udefra set kan se en smule småskørt ud.

»Vi har tit kigget på hinanden og tænkt 'hvad er det, vi laver'. Men jeg vil sige, at desto mere, vi gør det, desto mindre skørt bliver det. Også fordi vi kan se, at vi godt kan konkurrere med.«

27-årige Jannick Bagge og 28-årige Simon Darville satser stadig på, at de skal opholde sig i Beijing det meste af februar, hvor vinterens OL foregår. Hvis ikke det sker, satser de stærkt på at kvalificere sig til Vinter OL i Milano 2026. Det var også her, drengene oprindeligt havde planlagt at deltage til Vinter OL.