Tommy Kenter og Co. hev mere end en million seere til sig under sæsonpremieren af Vild med dans fredag. Dermed fik DR's Skjulte stjerner tæsk.

Selvom det er ottende sæson, TV2 disker op med Vild med dans, så er danskerne ikke blevet trætte af at se sportsstjerner, skuespillere og politikere dyste mod hinanden på dansegulvet.

Vild med dans trak under sæsonpremieren fredag 1.149.000 seere til skærmen.

- Det er altid med stor respekt, at vi sender vores kronjuvel 'Vild med dans' på gulvet. I et tv-billede med konstant stigende konkurrence og med et utal af muligheder for at skrue den perfekte tv-aften sammen har man som afsender af en klassiker altid den udfordring, at nyhedsværdi og forandring frister. siger TV2s underholdningschef, Gitte Madsen.

Seerne er altså fortsat trofaste over for danseprogrammet. Selvom flere danskerne ellers ynder at påstå det modsatte - blandt andet på B.T's Facebook-væg, hvor flere læsere fredag krævede 'nytænkning', hvad angår fredagsunderholdning.

Seertallene matcher næsten tallene fra sæsonstarten sidste år, hvor 1.185.000 så med.

Og ligesom dommer-firkløveret gjorde det i programmet, så kvitterede seerne med høje karakterer - 4 på en skala fra 1 til 5.

Hos konkurrenten DR fulgte kun 586.000 seere talent-programmet Skjulte stjerner.