Den kraftige blæst gav søndag problemer for en af Molslinjens færger, som måtte cirkle rundt uden for havnen i Aarhus Havn i 40 minutter, inden den kunne lægge til kaj.

Det skriver TV2 Østjylland, som tilfældigvis havde en reporter ombord på skibet.

Molslinjens nyeste færge, Express4, havde problemer med at komme i havn søndag middag på grund af den kraftige blæst. Her er færgen fotograferet ved en tidligere - og mere rolig - lejlighed. (Arkivfoto)
Molslinjens nyeste færge, Express4, havde problemer med at komme i havn søndag middag på grund af den kraftige blæst. Her er færgen fotograferet ved en tidligere - og mere rolig - lejlighed. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Passagererne tog efter sigende de maritime udfordringer i stiv arm, selv om flere blev søsyge af de voldsomme bølger.

Det var rederiets nyeste færge, Express 4, som ikke kunne komme i havn. Ifølge tv-stationen er den mere vindfølsom end de ældre færger på Molslinjen.

Direktøren for Molslinjen siger til TV2 Østjylland, at man ikke regner med flere problemer i Aarhus Havn resten af søndagen.

Til gengæld kan det blive mere problematisk at komme til kaj på Sjællands Odde, hvor havnen er mere udsat for den aktuelle vindretning.

Derfor opfordrer færgeselskabet passagererne til at holde sig orienteret på om driften på nettet.

Den kraftige blæst fik også Ærøfærgerne til at aflyse flere afgange.