Så blev det endelig 1. marts og forår. I hvert fald på papiret.

For kigger vi på vejrudsigten for den kommende tid, er der ikke meget, der tyder på, at vejrguderne er blevet mildere stemt af den grund.

I hvert fald hvis vi ser mere end et par dage frem.

Onsdag og torsdag tegner nemlig til at blive endnu et par flotte dage med høj sol og temperaturer mellem fem og ti grader og kun svag vind.

Eller –som det hedder i meteorologsprog: »Tørt med en del sol.«

Men, men…

Som den vagthavende meteorolog, Erik Hansen, skriver det i sin kommentar på DMIs hjemmeside:

»Sne-jokeren er løs!«

For selvom marts som sagt begynder med nogle dage, der minder om forår, sker der noget omkring weekenden.

»Det ser ud til at fortsætte med højtryksvejr nogle dage, men man skal nok ikke pakke vintertøjet for langt væk,« lyder det fra meteorologen.

Han forklarer, at det er kold luft så langt væk som Svalbard, der er på vej ned mod os.

Det betyder, at det bliver koldere frem mod weekenden, og lørdag kommer en svag koldfront forbi.

Weekenden byder ikke på meget nedbør, men det er næste uges vejr, der slipper sne-jokeren løs.

»Skal man tro prognoserne, bliver det med kulde og nedbør over Danmark, og det kan meget nemt gå hen og give udbredt vinterlig nedbør til store dele af landet,« advarer Erik Hansen.