Februar er med sine 28 dage årets korteste måned. Hvorfor det er sådan, kommer både omkring forfængelige kejsere og flere tusinder år gamle kalendere.
Som den eneste af årets måneder må februar nøjes med 28 dage. Men hvorfor egentlig? Vi gik på jagt efter svaret og fandt hurtigt ud af, at der findes hele to forklaringer. Den første er en gammel legende om forfængelighed. Den anden er mere sandsynlig.
Lad os starte med den første, der lyder således:
Da Julius Cæsar reformerede romernes kalender i år 45 f.v.t., fik alle måneder 30 eller 31 dage, bortset fra februar, der fik 29 dage eller 30 dage i skudår. Kejseren lagde desuden selv navn til en måned. Efter hans død i 44 f.v.t. blev måneden quintilis omdøbt til juli.
Senere kom Augustus til magten. Han ville også have en måned opkaldt efter sig og omdøbte den 30 dage lange sextillis til august.
Men han kunne ikke acceptere, at hans måned var kortere end Julius Cæsars, så han snuppede en dag fra februar, der jo i forvejen var kort. Og vupti - august og juli blev lige lange, mens februar mistede den ene af sine 29 dage.
En god historie – den er bare ikke sand.
»Det er en festlig, men fejlagtig forklaring, der blev sat i omløb af munken og astronomen Johannes de Sacrobosco i det 13. århundrede. Historien er gentaget mange gange og har vist også fundet vej til Wikipedia i det 21. århundrede, men det bliver den jo ikke mere sand af« fortæller Susanne William Rasmussen, lektor i antikkens historie ved Syddansk Universitet.
Grunden til februars længde kan ifølge Susanne William Rasmussen spores endnu længere tilbage - til kalenderen før Julius Cæsar og Augustus.
Denne kalender var 355 dage lang, indeholdt 12 måneder og går 2700 år tilbage i tiden til den romerske konge Numa Pompilius. Den blev administreret af præster og embedsfolk, der regulerede kalenderen, når året blev "skævt" af de manglende ti dage.
Inden romerne fik den kalender, henholdt de sig dog til en endnu ældre kalender med kun ti måneder, der kun dækkede de 304 dage, der var relevante for høstsæsonen. Månederne havde desuden forskellige længder - fra 20 til 35 dage.
Men så kom den nye kalender med to ekstra måneder, januar og februar, og året blev fastlagt til 12 passager af månen, i alt 355 dage. Indledningsvist fik februar kun 23 dage at gøre godt med, men det blev senere forlænget med fem dage.
Da romerne troede, at lige numre betød uheld, blev månedernes længde fastlagt til enten 31 eller 29 dage. Dermed manglede én måned med et lige antal dage, og så blev februar, som på daværende tidspunkt vår årets sidste måned, valgt til at have 28 dage.
Allerede i tiden op til Julius Cæsars kalenderreformation var februar således kort. Men der var også stor forvirring i kalenderen, og man var nødt til ind imellem at indskyde en ekstra måned, for ikke at sommermåneder over tid skulle blive til vintermåneder.
»Årene havde forskellig længde på dette tidspunkt, hvilket medførte total kludder i kalenderen. Det hele kulminerede i året 46 f.v.t., der var et sandt annus confusionis. For at undgå gentagelser indførte Julius Cæsar så den julianske kalender med 365 dage, hvori februar altså forblev kort og beholdt sine 28 dage« fortæller Susanne William Rasmussen.
