En russisk skoledreng har vundet en konkurrence på nettet, og præmien gør hans mor bekymret. Den 16-årige dreng har nemlig vundet en måneds hotelophold med en pornostjerne.

Da Ruslan Schedrin klikkede ind på en hjemmeside, der sælger virtuelle våben til computerspil, fik han sig noget af en overraskelse. Den 16-årige dreng var besøgende nummer 100.000 på hjemmesiden, og derfor blev han belønnet med en præmie; et hotelophold med pornostjernen Ekaterina Makarova.

»Til at begynde med troede jeg ikke på det. Jeg tænkte, at det var fup. Men da det viste sig at være sandt, takkede jeg hjemmesiden. Jeg var så glad,« fortæller den 16-årige dreng til Dailymail og tilføjer, at han efterfølgende ringede til sine venner, som blev temmelig misundelige.

Ruslan Schedrin er jublende glad for sin gevinst og beskriver, at pornomodellen får ham til at ’koge indeni’, og at hun har ’gode former’.

Ikke alle er dog lige begejstrede for den sexede præmie, og Ruslan Schedrins mor er direkte rasende.

Moderen, Vera Schedrina, forklarer, at hendes søn skal læse til eksamen, og i det hele taget undrer hun sig over, at hjemmesiden har udlovet et ophold med en pornostjerne.

»Hvordan kan man få den ide at give sådan en præmie til en 16-årig dreng? Jeg er chokeret,« siger hun og forklarer, at en pengepræmie ville have været meget mere passende.

Hjemmesiden, som har udskrevet konkurrencen, oplyser, at Ruslan Schedrin kan videregive sin præmie til for eksempel sin far, men det falder heller ikke i god jord hos moderen.

Også Ruslan Schedrins 17-årige storesøster er imod, at hendes lillebror skal tilbringe en måned sammen med pornostjernen, og hun tvivler stærkt på, at han får lov til at tage af sted.

Pornomodellen Ekaterina Makarova indgik aftalen om at være gevinst i konkurrencen for tre måneder siden. Hun har endnu ikke mødt den 16-årige vinder, men hun siger, at 16 år er ’en god alder at blive selvstændig i’.

Hvad der præcis skal ske på hotellet, kan Ekaterina Makarova ikke fortælle. Sex indgår ikke som en del præmien, men hun vil ikke afvise, at det kan komme på tale.

»Det er normalt, at uerfarne drenge er på udkig efter mere erfarne kvinder. Jeg ved det ikke. I det mindste kan vi være venner - jeg kan godt lide de billeder, jeg har set af ham,« siger Ekaterina Makarova.