Zindy Kuku Boogaloo er et partyorkester, men der er også en alvorlig baggrund. Soulmusik er fest, sex og store følelser. Oprindelig har den sorte musik sine rødder i de overfyldte lastrum på de skibe, der sejlede slaver til Amerika.
»Jeg blev mobbet forfærdeligt i mine teenageår. Vi var to sorte, mig og én der hed Malle. Det var ikke sjovt. Jeg kom grædende hjem fra skole hver dag.
I dag kan jeg ikke huske noget af det, jeg lærte i skolen. Man slår bare fra, når man er udsat for konstant mobning. Det var sådan noget med »hop op i træet, din abe«. »Vil du have en banan?«. Jeg blev enormt angst for at gå ud.
Heldigvis var Malle ret stor, så han beskyttede mig. Det var en rystende tid, som har påvirket mig utroligt meget. Jeg har aldrig helt lært at føle mig dansk - selvom en stor del af min sjæl og mit mentalitet er dansk,« siger Zindy Laursen. Hun svarer et meget lavmælt »nej« på spørgsmålet, om der ikke var nogle lærere i Esbjerg, der gjorde noget ved problemet.
Zindy boede alene med sin mor, der var bare 17 år, da hun fødte Zindy, og Zindy mødte først sin amerikanske far langt senere i livet. Når hun sad på værelset og lyttede til »Rescue Me« - som også er med på det nye album - havde titlen »Frels mig« en helt konkret betydning.
»Min vej ud af mobningen var musikken. Jeg isolerede mig hjemme og lyttede til musikken. Og fandt trøsten. Og så dyrkede jeg gymnastik. Jeg var elitegymnast og fik selvfølgelig oparbejdet noget selvtillid på den måde,« siger Zindy Laursen.
Hun forlod Esbjerg umiddelbart efter skolen og rejste til Århus. Det betød et farvel til racismen, og hun kom med i soulbandet Small Stars. I 1992 var hun med i Melodi Grand Prix og blev nummer to sammen med Jan Kerstein.
»Det blev mit springbræt. Dagen efer ringede Carsten Soulshock og inviterede mig til et møde.« Det møde førte til Cut'n'Move. »Jeg var trodsig. Jeg kom tilbage til Esbjerg med Cut'n'Move, da vi toppede. Det var en utroligt god fornemmelse at stå på scenen. Jeg kunne sige, »se hvor langt, jeg er kommet«.
Der er ingen tvivl om, at det har givet mig det drive, der gør, at jeg bliver ved. Også i en branche der er meget falsk og rådden, og hvor folk konstant stikker hinanden knive i ryggen,« siger Zindy.
Hun er konstant splittet mellem sin amerikanske og danske baggrund. Både fysisk og mentalt. »Den danske mentalitet er »at blive ved jorden, det tjener dig bedst«. Nu skal vi ikke tro, vi er for meget. Nu sidder jeg så her med store armbevægelser og fortæller om mit nye CD-projekt og kan ikke lade være emd at føle mig lidt corny - og splittet.
Jeg tror, mange indvandrere og mørke danskere er gået igennem de samme ting. Jeg dyrker aerobic hver dag på Vesterbro. Der er jeg den eneste sorte.
Selvom danseholdet da efterhånden tiltrækker nogle lækre unge mulader, der gerne vil være stjerner. Jeg var i New York i juli. Første gang jeg kom ned i et fitness-studie, var vi kun sorte kvinder. Der tænkte jeg - »hov, de ligner jo mig alle sammen«,« siger Zindy Laursen.
