Selv om det ikke var planen, bliver "Go' Morgen Danmark" sendt alle ugens dage resten af juni, afslører TV2.

Egentlig skulle der ikke have været vist "Go' Morgen Danmark" i fjernsynet i weekenderne denne måned.

Programmets weekendudgave var faktisk gået på sommerferie, men efter det, TV2 kalder "et hav af opfordringer" fra seerne, har kanalen besluttet at sende morgenprogrammet i weekenderne resten af juni.

Det afslører "Go' Morgen Danmark" på Instagram.

- Nå, det blev verdens korteste sommerferie. Efter et hav af opfordringer fra jer seere, er det nu besluttet, at TV2 i år alligevel sender "Go' Morgen Danmark" i weekenderne i resten af juni, skriver programmet på det sociale medie.

Weekendudsendelserne bliver skudt i gang på lørdag i Tivoli i København, hvor Mikkel Kryger og Michèle Bellaiche er værter.

Resten af juni bliver programmet sendt hver lørdag - altså lørdag den 20. og lørdag den 27. juni - ligeledes direkte fra Tivoli.

Alle resterende søndage denne måned sender TV2 et sammenklip af den forgangne uges Go' Morgen Danmark-udsendelser.

Se opslaget her: https://www.instagram.com/p/CBOXVA8hUul/

/ritzau/