I 21. uge har tv-vært Christiane Schaumburg-Müller og Daniel Åxman mistet deres ufødte søn.

Tv-vært og iværksætter Christiane Schaumburg-Müller har mistet sit barn under graviditeten.

Det skriver hun i et Instagram-opslag.

- 21 uger bar jeg dig i maven - ventede så ængsteligt på at få dig i mine arme. Du blev til i kærlighedens tegn og fra dag 1 af graviditeten har vi elsket dig og ventet på dig med længsel.

- Halvvejs blev dit stoppested og i torsdag fødte jeg dig - den fineste dreng. Du er en stjerne på himlen nu. Smukkeste du, skriver Schaumburg-Müller på Instagram.

Sønnen har fået navnet Columbus, fremgår det videre af opslaget.

Hun ventede ham sammen med sin forlovede, forretningsmanden Daniel Åxman. Det var parrets første fælles barn.

- Sorg tynger vores hjerter, og lige nu prøver jeg at navigere i det følelsesmæssige hul og kaos i min krop. Smerten og sårbarheden er en konstant, skriver Schaumburg-Müller videre.- Heldigvis er vores anker vores tre elskede sammenbragte børn og vores stærke kærlighed til livet og hinanden. Drømmen om en fremtidig familie forøgelse er ikke slut - og lige nu skal der fokuseres på det smukke, vi har, for at kunne komme tilbage og finde styrken til at kæmpe for det vi så højt ønsker.

Christiane Schaumburg-Müller har sønnen Constantin med rapperen Liam O'Connor, mens Daniel Åxman har to børn fra tidligere forhold.

Hun oplyser afsluttende i sit opslag, at hun ikke har yderligere kommentarer.

/ritzau/