Verdens bedst lærer er palæstinensiske Hanan Al Hroub, som i går blev kåret ved en stor galla i Dubai, hvor hun også modtog en million dollars, svarende til ca. 6,7 millioner kroner i præmiepenge.

Hanan Al Hroub modtog Global Teachers Prize og blev kåret og hyldet ved et stort gallaarrangement i Dubai søndag aften, hvor Pave Francis annoncerede hende som vinder via en videoforbindelse, ligesom flere store Hollywoodstjerner også deltog i ceremonien - blandt andet skuespillerinden Selma Hayek og Oscar-vinderen Matthew McConaughey. Også den tidligere britiske premierminister Tony Blair deltog ved ceremonien.

»Jeg vil gerne lykønske lærer Hanan Al Hroub med den prestigefyldte pris, hun får for at sætte fokus på vigtigheden af leg i børns uddannelse,« siger Pave Francis, i videoen hvor han annoncerer Hanan Al Hroub som vinder af Global Teachers prize.

Hanan Al Hroub er lærer på Samiha Khalil Secondary School i Palæstina og voksede selv op i en flygtningelejr i Bethlehem i Palæstina, hvor hun regelmæssigt var udsat for vold. Hun besluttede selv at beskæftige sig med undervisning, efter at hendes egne børn oplevede skydderier på vej hjem fra skole. Hanan Al Hroub har efterfølgende dedikeret sit lærevirke til især at hjælpe børn, der har været udsat for vold, ved at lære gennem leg.

Global Teachers Prize bliver omtalt som Lærernes Nobelpris og er en ny pris, der blev uddelt for første gang i 2015. Prisen uddeles for at hylde lærere, der gør en helt særlig indsats i deres fag. Udover æren kommer prisen med en gevinst på en million dollar, svarende til godt 6,7 millioner kroner.

Prisen uddeles af Varkey Foundation, som har slogannet: Ændrer liv gennem uddannelse. Organisationen bakkes blandt andet op af den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton, ligesom den amerikanske vicepræsident Joe Biden og engelske Prins William har lykønsket de nominerede.

Mere end 8.000 lærere fra 148 lande var oprindeligt nomineret til prisen, inden feltet ved kåringen søndag var indsnævret til 10 lærere.