»Hvis jeg får corona, får jeg corona. I sidste ende afholder det mig ikke fra at feste.«

Sådan lød den kontroversielle udmelding fra Bradley Sluder i sidste uge.

Han og en gruppe andre studerende fra et universitet i den amerikanske by Tampa lod sig i sidste uge interviewe, mens de fejrede 'spring break' i Miami.

En video med flere interviews gik viralt, fordi de unge amerikanere mildest talt var helt igennem ligeglade med den coronavirus, der lige nu hærger i USA og resten af verden.

Foto: Reuters
Vis mere

De havde nemlig ikke tænkt sig at droppe eller dæmpe festlighederne, selvom vilde fester en uge i træk virker til et tag selv-bord for coronavirussen.

Men nu er der dårligt nyt for de studerende.

University of Tampa, som de interviewede amerikanere altså gik på, har nemlig oplyst, at i alt fem studerende fra universitet er blevet testet positive for coronavirus efter at have deltaget i 'spring break'-festlighederne.

Det skriver CBS News.

Historien bringer intet om, hvorvidt en eller flere af de interviewede studerende er blandt dem, der er blevet smittet.