- Jeg dækker ikke over noget, siger præsident, efter topdemokrat siger, han lægger hindringer for Kongressen.

Præsident Donald Trump afviser en beskyldning fra den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, for at dække over sine misgerninger i forhold til Rusland-undersøgelsen.

Under et møde i Det Hvide Hus med Pelosi og den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, siger Trump, at han under de betingelser ikke vil forhandle om et program til ny infrastruktur i USA.

Det var det, de var mødt op for at tale med Trump om.

»Jeg gør mig ikke i dækøvelser,« siger Trump under et hastigt indkaldt pressetræf, da han har sendt Pelosi og Schumer ud ad døren.

»Så se at blive færdig med disse bedrageriske undersøgelser,« siger han.

Det er en henvisning til den undersøgelse, som den tidligere FBI-chef Robert Mueller, har gennemført. Han har undersøgt, om der var en forbindelse mellem Rusland og Trump-kampagnen i valgåret 2016. Men også om Trump har forsøgt at lægge hindringer i vejen for undersøgelsen.

Pelosi anklagede ham et par timer forinden for at forhindre, at tidligere og nuværende embedsmænd i Det Hvide Hus kan vidne i Kongressen, og at præsidenten ikke vil udlevere dokumenter til lovgiverne.

»Ingen står over loven, heller ikke USA's præsident. Og vi mener, at USA's præsident er i gang med en operation for at dække over noget,« sagde Pelosi.

/ritzau/Reuters