Søndag har Donald Trump holdt en vælgertale under en rally i Michigan under slutspurten af det amerikanske valg.

Under brandtalen tager Trump en grov og farlig chikanesag op, som nogle af hans egne vælgere står bag, og gør grin med den.

Han taler om en bestemt episode fra fredag, hvor nogle af Trumps trofaste vælgere havde gjort skade på Joe Bidens tourbus i Texas. Det skriver Rolling Stone Magazine.

Her havde vælgerne i biler og truck efter sigende kørt ind i Joe Bidens bus og skubbet den fra side til side.

En alvorlig situation, som FBI lige nu undersøger.

Det er dog ikke helt sådan, Trump fremlægger episoden i sin tale. Han får det derimod til at lyde som noget positivt:

»Så I, hvordan vores folk... De beskyttede hans bus den anden dag. Fordi de var flinke,« siger Trump under talen.

En kommentar, der skaber klapsalver, latter og hujen fra hans mange vælgere i Michigan.

Udlægningen af sagen fra Bidens kampagnefolk er dog en lidt anden. De har beskrevet den som et optog af Trump-vælgere, der forsøgte at sænke Bidens kampagnebus og få den til at køre ud i rabatten af vejen i håb om at spolere et planlagt event i Texas.

På en video, Trump selv har delt på sin Twitter, ses det da også, hvordan flere biler med flag, der viser støtte til Trump, klumper sig sammen om Biden-bussen og bremser omkring den.

I sin tale beskriver Trump det selv som 'hundredvis' af biler, men det er på ingen måde korrekt. I videoen ser man ikke flere end 30 biler –hvis overhovedet.