En tragisk historie fra Thailand har ramt medierne.

Det, der skulle have været en lykkelig dag, blev en tragedie.

Lørdag blev 29-årige Chaturong Suksuk gift med sin brud, 44-årige Kanchana Pachunthuek.

Til bryllupsfesten tog tingene dog en uventet og dødelig drejning. Det skriver BBC.

Chaturong Suksuk forlod pludselig festen, og da han vendte tilbage, var det med en pistol, som han brugte til at skyde bruden, sin 62-årige svigermor og 38-årige svigerinde.

Yderligere to gæster blev ramt af skud, og den ene døde senere af sine skader på hospitalet.

Motivet for drabene er indtil videre ukendt, men ifølge politiet var Chaturong Suksuk beruset på gerningstidspunktet.

BBC skriver videre, at flere thailandske medier har talt med gæster til festen, som siger, at parret havde et skænderi i løbet af festen, og at gommen tilsyneladende skulle have været usikker grundet aldersforskellen på de to.

Politiet understreger dog, at alt dette er spekulation, og at de fortsat indsamler beviser, før sagen kan lukkes.

Chaturong Suksuk og Kanchana Pachunthuek havde levet sammen i tre år.

Han havde tidligere mistet sit ben, mens han tjente ved de styrker, der patruljerer Thailands grænse. Efterfølgende blev han en succesfuld paraatlet.

Pistolen, som Chaturong Suksuk brugte til sin ugerning, var lovlig og blev købt sidste år.