Katya Vlasenko.

Det er navnet på en teenagepige, som den ukrainske præsident først overraskede med et besøg på den hospitalsstue, hvor hun ligger indlagt – og senere hyldede under en tale, som han holdt for nationen.

Det ukrainske præsidentkontor har oplyst, at Katya sammen med resten af sin familie – far, mor og lillebror – flyttede til Kyiv-regionen, efter Krim-halvøen, som de ellers havde boet på, blev annekteret af russerne tilbage i 2014, da de ikke ønskede at få russisk statsborgerskab.

Da Rusland i slutningen af februar indledte invasionen, besluttede familien at forlade deres hjem i Vorzel for at søge mod et mere sikkert sted.

Men de nåede ikke langt.

Mens de sad i deres bil, kom de under beskydning fra fjenden, oplyser præsidentkontoret.

»Den ældste datter, Katya, som kun er 16 år, dækkede sin bror, Ihor, der er otte,« fortalte præsident Volodymyr Zelenskyj i en videotale natten til fredag.

Katya kom slemt til skade under angrebet.

Foto: Ukrainian Presidential Press Service/Handout via REUTERS
Vis mere

»Broderen steg ud af bilen og bandede ad besætterne,« fortæller Zelenskyj.

Moderen, Tetiana, fik sår fra kuglesplinter, og faderen måtte bære sin datter i sine arme væk derfra.

»Gudskelov overlevede de alle sammen, fordi de blev sammen som familie og forsvarede hinanden,« fortæller præsidenten og tilføjer:

»Jeg blev rigtig rørt af at tale med dem. Muligvis det mest rørte, jeg har været under denne krig.«

Torsdag lagde han derfor vejen forbi det hospital, hvor familien ligger indlagt, for at besøge dem og andre indlagte.

På en video fra hospitalet kan man se, hvordan den 16-årige Katya først bliver overrasket – og senere også rørt.

»Det er ikke nemt, men vi gør det rette,« kan man ifølge Reuters høre, at præsidenten siger, hvortil Katya fortæller, at alle støtter ham på TikTok.

»Så vi har besat TikTok,« svarer præsidenten med et smil.

»Alle snakker om dig. Det er alt sammen om dig,« forklarer Katya.

I sin tale sent torsdag aften fortalte Zelenskyj, at han ønsker alt det bedste for familien:

»Og for alle andre familier. Jeg ønsker jer fred og arbejder for det,« sagde han.