USA's præsident, vicepræsident, to ekspræsidenter og fem førstedamer tager afsked med Rosalynn Carter.

USA tidligere præsident Jimmy Carter er tirsdag til stede ved en mindehøjtidelighed for sin afdøde hustru, tidligere førstedame Rosalynn Carter.

Det sker i Atlanta i delstaten Georgia.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den 99-årige ekspræsident ses kun sjældent i offentligheden. Han har været i hospicebehandling i sit hjem siden februar.

USA's præsident, Joe Biden, og førstedame Jill Biden er blandt gæsterne ved mindehøjtideligheden for Rosalynn Carter.

Andre gæster tæller vicepræsident Kamala Harris, tidligere præsident Bill Clinton og fire tidligere førstedamer: Melania Trump, Hillary Clinton, Laura Bush og Michelle Obama.

Mindehøjtideligheden finder sted i en metodistkirke i Atlanta i Georgia. Carter er ankommet til kirken i Atlanta fra sit hjem i den lille by Plains i Georgia.

Plains ligger omkring 250 kilometer syd for Atlanta.

Jimmy og Rosalynn Carter har været gift siden 1946. Den tidligere præsident har ofte betegnet sin nu afdøde hustru som "en forlængelse af mig selv".

Rosalynn Carter døde 19. november i en alder af 96 år.

Hun døde, få dage efter at hun også var kommet i hospicebehandling sammen med sin mand i deres hjem.

I februar i år meddelte The Carter Center, at den tidligere præsident efter flere korte hospitalsophold havde besluttet at tilbringe sin sidste tid hjemme med sin familie.

Han fik i 2015 konstateret kræft i hjernen og havde frabedt sig mere behandling.

I maj i år meddelte centret, at den tidligere førstedame var ramt af demens, men at hun fortsat levede en glad tilværelse i parrets hjem i byen Plains.

Mandag var hendes kiste stillet frem i Jimmy Carter Presidential Library and Museum i Atlanta, så almindelige amerikanere havde mulighed for at tage afsked med hende.

Begravelsen finder efter planen sted onsdag i Carter-parrets hjemby, Plains.

Tre tidligere, nulevende præsidenter har meldt afbud til tirsdagens mindehøjtidelighed for Rosalynn Carter. Det er George W. Bush, Barack Obama og Donald Trump.

/ritzau/