Trumps valg som højesteretsdommer er blevet beskyldt for at lade sine religiøse overbevisninger komme først.

Amy Coney Barrett, præsident Donald Trumps nominerede til det ledige sæde i USA's højesteret, er en trofast konservativ, som kan vippe balancen i landets højeste domstol til højre i årtier.

Hvis Amy Coney Barret bliver godkendt af Senatet, vil hun overtage den ledige plads efter det nyligt afdøde liberale ikon Ruth Bader Ginsburg, som var en pioner inden for kvinders rettigheder.

Barrett anses som den ideologiske modsætning til Ginsburg og er populær på den religiøse, konservative fløj.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

48-årige Amy Coney Barrett fra Louisiana er gift med Jesse Barrett og mor til syv, hvoraf de to er adopteret fra Haiti.

Hun har siden 2017 været føderal dommer ved en appeldomstol i det retsdistrikt, der dækker Indiana, Illinois og Wisconsin.

Hun har tilbragt meget af sin karriere som akademiker ved University of Notre Dame, der er et katolsk universitet i Indiana.

Barrett er selv troende katolik og tilhører bevægelsen Catholic Charismatic Renewal.

Da hun blev udpeget af Donald Trump til den føderale appeldomstol i 2017, var mange demokrater bekymrede for hendes politiske og religiøse synspunkter.

Under godkendelseshøringen sagde den demokratiske senator Dianne Feinstein, at Barrett længe havde troet, at hendes "religiøse overbevisninger bør sejre" og tilføjede:

- Dogmet lever højlydt i dig, og det er bekymrende.

Amy Coney Barrett har tidligere sagt, at hun er "rettroende katolik", men at hendes religiøse overbevisninger ikke påvirker eller har indflydelse på hvervet som dommer.

Barrett har også udtalt, at en karriere som dommer ikke skal ses som en måde at opnå tilfredshed, prestige eller penge, men snarere som et middel til at tjene Gud.

Det skriver The Guardian.

Barrett er med i People of Praise, der beskriver sig selv som et fællesskab, der "støtter hinanden økonomisk, materielt og spirituelt".

Amy Coney Barrett arbejdede som assistent for den afdøde højesteretsdommer Antonin Scalia, en konservativ superstjerne. Hun er tilhænger af den måde, han fortolkede den amerikanske forfatning på.

Antonin Scalia lagde i højere grad vægt på forfatningens oprindelige ordlyd snarere end at fortolke den ud fra den nuværende sociale kontekst.

Barretts konservative holdninger afspejler sig i hendes afgørelser som appeldommer i sager om immigration, abort og våbenrettigheder.

Nogle demokrater er bange for, at hun vil forsøge at omstøde højesteretsafgørelsen "Roe mod Wade", der i 1973 sikrede kvinder i USA retten til abort.

Donald Trump regner med, at Barrett hurtigt vil blive godkendt af Senatet, som er det kammer i Kongressen, der udspørger og godkender føderale dommere. I Senatet har Republikanerne flertallet.

/ritzau/