»Jeg er uskyldig.«

Selvom de australske myndigheder i december godkendte en ansøgning om at udlevere den tidligere pilot i USAs marinekrops Daniel Duggan til USA, fastholder hovedpersonen selv, at han er uretfærdigt anklaget.

Duggan, der i dag bor i Australien og har fået australsk statsborgerskab, har ifølge de amerikanske myndigheder undervist kinesiske piloter i at lande på hangarskibe, hvilket har indbragt ham mere end 100.000 dollar (cirka 696.000 danske kroner), skriver The Guardian. Det skulle være foregået på et akademi i Sydafrika.

Selv fastholder 54-årige Daniel Duggan, at han er uskyldig.

54-årige Daniel Duggan fastholder sin uskyld.
54-årige Daniel Duggan fastholder sin uskyld. Foto: MUHAMMAD FAROOQ
Vis mere

Ifølge hans advokat Dennis Miralis har han ikke brudt nogen love.

»Han nægter at have overtrådt nogen amerikansk lov, nogen australsk lov, nogen international lov,« sagde Miralis i december ifølge The Guardian.

Duggan blev anholdt 21. oktober 2022, og hans advokat har siden kæmpet imod, at han bliver udleveret til USA til retsforfølgelse. Han er blandt andet anklaget for ulovlig eksport af forsvarstjenester til Kina og overtrædelse af reglerne om international handel med våben samt hvidvask af penge.

I efteråret kom det frem, at mange tidligere britiske militærpiloter og specialister er blevet hyret til at hjælpe det kinesiske luftvåben med træning og uddannelse, hvilket B.T. skrev om.

Ifølge Sky News var de blevet rekrutteret af et sydafrikansk headhunterbureau, som er engageret af Kina.

Årslønnen for piloterne skulle angivelig være omkring to millioner danske kroner.

Den kinesiske indsats for at rekruttere britiske piloter har været kendt siden 2019.

Ifølge Sky News' kilde forsøger Kina at lære, hvordan kinesiske piloter bedst kan operere i situationer mod de vestlige kampfly, og lære om vestlig taktik, hvis der skulle opstå en situation, 'hvor de kinesiske styrker kom op imod den type af aktiver'.

BBC har beskrevet piloterne som personer, der kan give 'information, som kan være afgørende i tilfælde af konflikt'. Det kunne for eksempel ske i Taiwan.