Præsident Donald Trump forsøger endnu en gang at forhindre transkønnede i at tjene i militæret.

Washington. USA's præsident, Donald Trump, har fredag udstedt en ordre om at forbyde næsten alle transkønnede personer at tjene i det amerikanske militær.

Ordren skal gælde alle transkønnede bortset fra nogle få undtagelser, lyder det fra Det Hvide Hus.

Ifølge Donald Trump vil det udgøre en "betydelig risiko mod militærets effektivitet og farlighed, hvis man rekrutterer tropper, der er diagnosticeret med kønsdysfori".

Donald Trump overraskede det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, da han i 2017 annoncerede, at han ville forhindre transkønnede i at tjene i militæret.

Forsøget på at indføre et forbud er dog siden blevet blokeret ved flere føderale domstole.

Pentagon måtte derfor lade allerede indskrevne tropper fortsætte deres tjeneste samt åbne for rekrutteringen af transkønnede fra 1. januar.

- Den nye politik vil åbne for, at militæret kan benytte veletablerede mentale og psykiske sundhedsstandarder - inklusive dem, der handler om brug af medicin - på lige vilkår for alle, der vil kæmpe for den bedste militærstyrke, verden nogensinde har set, siger talsmand for Det Hvide Hus Sarah Huckabee Sanders.

/ritzau/AP