Der ser ikke nødvendigvis lyst ud for Margrethe Vestagers chancer for at blive den nye formand for EU-Kommissionen.

Det forklarer den fungerende danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, efter der torsdag hverken var opbakning til hende - eller nogle af de to andre spidskandidater - på et topmøde i Bruxelles, der trak ud til de sene nattetimer.

»Det står bare klart, at der er ikke nogen af de tre kandidater, der er på bordet, som der er en majoritet bag,« fortæller han til Ritzau.

Samtidig forklarer han til TV 2, at det 'ser noget sort ud':

Margrethe Vestager.
Margrethe Vestager. Foto: Olivier Hoslet
Vis mere

»Det er jo en dansk prioritet, at Vestager skal være formand for kommissionen. Og det lykkedes så ikke i dag. Og det ser så noget sort ud, når ingen af de tre kandidater møder opbakning. Og det er derfor, at Tusk (EU-præsident Donald Tusk, red.) har konkluderet, med vores allesammens opbakning, at vi skal diskutere det én gang til,« siger han.

Det betyder dog langt fra, at Margrethe Vestager er helt ude af spillet om formandsposten, forklarer den fungerende statsminister.

Den danske EU-konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, er en af de tre kandidater, der stiller op til posten som formand for EU-Kommissionen.

Hun stiller op til posten for EU-Parlamentets tredjestørste gruppe, liberale Forny Europa.

Lars Løkke Rasmussen.
Lars Løkke Rasmussen. Foto: ARIS OIKONOMOU
Vis mere

Vestagers modkandidater er tyske Manfred Weber fra den konservative og største gruppe, EPP, og hollandske Frans Timmermans fra den socialdemokratiske gruppe, S&D.

EU's stats- og regeringschefer skal nominere en kandidat til posten som kommissionsformand, som et flertal i EU-Parlamentet skal godkende.

Allerede inden topmødet torsdag havde Donald Tusk konsulteret EU's ledere på tomandshånd og været i dialog med grupperne i EU-Parlamentet. Herfra stod det klart for Tusk, at der ikke var nogen af de tre kandidater, der kunne samle et flertal bag sig.

»Derfor var hans forslag også fra starten, at man mødes igen den 30. juni, og at man nok er nødt til at få nogle flere navne på bordet. Både i forhold til kommissionsformandsposten, men altså også i forhold til de andre positioner sådan at det i højere grad bliver en pakke, man diskuterer,« forklarer Lars Løkke Rasmussen til Ritzau.

Han mener dog, Vestager stadig har chancer for at få formandsposten på trods af det manglende flertal blandt EU's stats- og regeringschefer:

»Og derfor sagde jeg også selv i dag, at måske man skulle fokusere mere på kvalifikationer end på partier,« siger Løkke.

Forsøget på at besætte topjobbet i Kommissionen sammen med posterne som formand for Det Europæiske Råd, Den Europæiske Centralbank samt som EU's udenrigschef er udskudt til et nyt topmøde 30. juni.

Ambitionen er at få udfyldt de fire poster inden det nye EU-Parlaments første samling 2. juli.

/ritzau/