Tre efterladte killinger, der var frosset fast til den kolde jord, blev forleden reddet af en hurtigttænkende forbipasserende.

Han skyndte sig nemlig at finde en varm kop kaffe frem.

Det skriver BBC.

Canadiske Kendall Diwisch fandt ved et tilfælde de tre forladte killinger i nærheden af et snedækket Drayton Valley i Alberta i onsdags, da oliearbejderen var på vej hen til en af sine brønde.

'De stakkels små var frosset fast til isen, så de kan have været der hele natten,' skrev han efterfølgende om oplevelsen på sin Facebookside.

Den ene af killingerne var fri af isen, men de to andre kunne ikke rigtigt bevæge sig, da især deres haler var frosset fast til den kolde jord.

Kendall Diwisch reagerede hurtigt, løb tilbage til sin bil, fandt en kop varm kaffe, gik tilbage til kattene og hældte indholdet af koppen ud over deres haler.

Derefter lykkedes det ham at trække halerne fri af isen.

'Jeg tog killingerne med mig hjem, gav dem mad og vand. De ser sunde og venlige ud,' skrev han onsdag.

Han spurgte derefter, om der var nogen af hans venner, der kunne have lyst til at overtage kattene, så de kunne få et nyt og godt hjem.

Senere kunne han opdatere teksten - som er blevet delt mere end 3.000 gange - med, at det var lykkedes.

'Alle tre små ballademagere tog i dag afsted til deres nye hjem, hvor de kan forblive sammen i stedet for at blive adskilt. Alle tre spiser og drikker og er meget energiske,' skriver han.