I sin første tale på britisk jord adresserer Joe Biden potentielle trusler fra den russiske regering.

Kort tid efter at den amerikanske præsident, Joe Biden, onsdag aften er landet i Storbritannien, erklærer han fra den engelske militærbase Royal Air Force Mildenhall, at "USA er tilbage".

Det er Bidens første udlandsrejse, siden han tiltrådte som præsident i januar. Han erstattede Donald Trump, som med sin "America First"-dagsorden skabte spænding i forholdet til USA's allierede.

Joe Biden landede på britisk jord omkring klokken 20.45. Herefter tog han direkte ud til militærbasen i Suffolk for at hilse på udstationerede amerikanske soldater og deres familier.

Biden skal under sin otte dage lange diplomatiske maraton i Europa mødes med blandt andre den russiske præsident, Vladimir Putin, i Genève.

På Royal Air Force Mildenhall i det sydøstlige England fortæller Biden, at USA ikke søger konflikt med Rusland, men vil reagere på en "stærk og meningsfuld måde", hvis den russiske regering deltager i skadelige aktiviteter.

- Vi søger ikke konflikt med Rusland. Vi ønsker et stabilt og forudsigeligt forhold, siger han.

Derudover fortæller Biden, at han under sit møde med Vladimir Putin onsdag i næste uge vil lade den russiske præsident "få at vide, hvad jeg ønsker, at han skal vide".

Den 78-årige Joe Biden og førstedame Jill Biden har et tætpakket program under deres Europa-tur.

Torsdag skal Biden mødes med den britiske premierminister, Boris Johnson, i det sydvestlige England.

Dagen efter skydes et G7-topmøde i gang i kystbyen St. Ives i Cornwall. Mødet varer fra fredag til søndag.

Under sit ophold i Storbritannien skal Biden også mødes med dronning Elizabeth på Windsor Castle.

Fra Storbritannien flyver den amerikanske præsident og hans hustru til Bruxelles, hvor den amerikanske præsident mandag deltager i et af de vigtigste Nato-topmøder i flere år.

Der er knyttet en særlig spænding til mødet mellem Biden og Putin i Genève i næste uge, da forholdet mellem de to stormagter for tiden er belastet af en lang række kriser.

/ritzau/Reuters