Mounir el Motassadeq blev dømt for medvirken til det værste terrorangreb nogensinde. Nu er han atter på fri fod, og det gør flere pårørende rasende.

Ifølge New York Post var det en smilende og grinende Mounir el Motassadeq, der mandag fløj mod hjemlandet Marokko efter at være blevet løsladt fra fængslet i Hamborg - endda før tid.

Han blev i starten af 2007 idømt 15 års fængsel for medlemskab af en terrororganisation og medvirken til drab på 246 mennesker - svarende til alle passagererne på de fire fly, terrorister fra Al Qaeda kaprede og brugte som levende bomber mod World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001. I alt mistede 2.997 mennesker livet under terrorangrebet.

Et fjerde fly havde Det Hvide Hus i Washington som mål, men styrtede ned undervejs, efter at passagererne havde taget kampen op mod terroristerne.

Mounir el Motassadeq er en af blot to mænd, som er blevet dømt for medvirken til det uhyggelige terrorangreb.

Debra Burlingames bror, Charles, var pilot på det American Airlines-fly, terroristerne kaprede og fløj direkte ind i USA's forsvarsministeriums hovedkvarter Pentagon. Charles Burlingame og alle andre om bord omkom.

Hun er rystet over, at Mounir el Motassadeq allerede nu kommer på fri fod.

»Han blev kendt skyldig i 246 tilfælde af medvirken til mord - et for hver af de passagerer, som døde på alle de fire kaprede fly den dag. Det er chokerende, han kun fik 15 år. Det tegner et billede af, at menneskeliv ikke er meget værd i Tyskland,« sagde Debra Burlingame til Boston Herald, da det i august blev besluttet at løslade Mounir el Motassadeq før tid.

Sikkerhedsforanstaltningerne var i top, da Mounir El Motassadeq blev eskorteret til lufthavnen efter løsladelsen fra fængslet i Hamborg.
Sikkerhedsforanstaltningerne var i top, da Mounir El Motassadeq blev eskorteret til lufthavnen efter løsladelsen fra fængslet i Hamborg. Foto: FABIAN BIMMER/Reuters
Vis mere

Ved dommen i 2007 fandt retten i Tyskland beviser for, at Mounir el Motassadeq både var medlem af den terrorcelle i Hamborg, som stod bag terrorangrebet 11. september 2001, og kendte til mange af detaljerne bag det storstilede terrorangreb, herunder selve flykapringerne.

Mounir el Motassadeq skulle ifølge dommen også have betalt for sine medterroristers undervisning og husleje i Tyskland, så de i ro og mag kunne planlægge angrebet, mens de på overfladen virkede til at være almindelige studerende.

Han indrømmede, at han havde været på en Al Qaeda-træningslejr i Afghanistan, men benægtede hårnakket at kende til sine kammeraters planer om terrorangrebet mod USA.

»Jeg sværger ved Gud på, at jeg ikke vidste, angriberne (Al Qaeda-terroristerne, red.) var i USA,« råbte Mounir el Motassadeq under en høring, før han blev dømt.

»Jeg sværger ved Gud på, at jeg ikke vidste, hvad de ønskede at gøre,« fortsatte han.

Mounir el Motassadeq blev fængslet i 2001, og i 2003 blev han første gang dømt for medvirken til terror - og drabene på alle de uskyldige mennesker, der mistede livet 11. september 2001. Dommen blev året efter omstødt på grund af manglende beviser.

I 2007 blev han efter en ny retssag idømt 15 års fængsel, men sad kun bag tremmer i 11, før han blev løsladt.

Den tidlige løsladelse skyldes til dels, at der er taget højde for de år, han sad i fængsel efter anholdelsen i 2001. Men selvom de medregnes, blev han løsladt lidt før tid.