Mandag skulle julefesten for alvor sættes i gang i Joinville i det sydøstlige Brasilien.

Julehyggen fik dog en brat slutning.

Under et optog ved byens årlige julefestival forsvandt jorden under fødderne på adskillige personer. Fortovet kollapsede.

Det resulterede i, at folk faldt i Cachoeira-floden på Avenida Beira Rio.

Ifølge CNN har brasilianske myndigheder meddelt, at 33 personer blev sårede under ulykken. Af dem var 12 børn og 21 voksne.

Alle tilskadekomne blev fragtet til lokale hospitaler. Heldigvis havde ingen pådraget sig alvorlige skader.

Arrangementet måtte afbrydes i 40 minutter, før ceremonien blev genoptaget.

Da Joinvilles borgmester, Adriano Silva, efterfølgende holdt sin tale, sendte han en stor tak til beredskabspersonalet.

»Vi er taknemmelige for ikke at have nogen i alvorlig tilstand og også for den nødhjælp, der blev ydet til alle ofrene,« lød det.

I kølvandet på fortovets kollaps vil et hold teknikere fra Department of Urban Infrastructure and Civil Defence foretage en inspektion af stedets struktur.