En 36-årig kvinde er død, efter hendes mand igennem 20 minutter forsøgte at genoplive hende - men de første sygdomstegn virkede ganske harmløse.

Den engelske kvinde Katie Button fra den britiske by Pontyrhyl lagde sig en onsdag syg med symptomer, der lignede influenza.

»Hun havde bare influenza-lignende symptomer. Det er den eneste måde jeg kan beskrive det på,« fortæller hendes sønderknuste mand Sebastian Button til Walesonline.

Katie Button var kommet hjem en aften og følte sig sløj, hvorfor hun gik i seng i den tro, at det var en almindelig influenza. Men to dage efter var hendes tilstand akut værre, og hun døde, mens hendes mand ventede på ambulancen.

»Hun kom hjem fra arbejde onsdag, og fredag nat døde hun,« fortæller den 36-åriges mand.

Faktisk havde den afdøde kvinde det lidt bedre fredag aften, efter at have haft det dårligt i to dage. Derefter ringede de til sundhedsmyndighederne for at tjekke med dem, hvad symptomerne kunne være, og de rådgav parret til at kontakte dem igen, hvis symptomerne blev værre.

Derefter gik Katie i seng. Men hun vågnede op klokken 1 om natten og havde igen fået det værre. Sebastian Button ringede efter en ambulance, som var 40 minutter om at dukke op, men ifølge Katies mand kunne lægerne alligevel ikke have stillet noget op.'

Han måtte få rådgivning over telefonen til at genoplive Katie, for hun stoppede med at trække vejret, mens han ventede.

»De talte mig igennem det, jeg forsøgte at genoplive hende gennem 20 minutter.«

Det viste sig efterfølgende, at det højst sandsynligt har været meningitis ifølge lægerne. Parret blev gift på den græske ø Rhodos for 20 måneder siden.