Egypterne har fået to timers mere udetid af landets regering.

EGYPTEN: Myndighederne i Egypten har lørdag lempet det midlertidige udgangsforbud med to timer, skriver flere internationale medier.

Det sker ti dage efter, at det blev indført i kølvandet på sikkerhedsstyrkers blodige rydning af to protestlejre i Cairo, hvor tusindvis af mennesker var samlet for at vise deres støtte til Egyptens afsatte præsident Mohamed Morsi.

Ifølge Reuters oplyser myndighederne i en erklæring, at ændringen i udgangsforbuddet træder i kraft med det samme, og at årsagen er, at man vil »lette borgernes byrde efter mange anmodninger«.

Tusindvis af Morsi-støtter og tilhængere af Det Muslimske Broderskab gik fredag på gaden i Cairo efter fredagsbønnen på »Martyrernes Dag«. Protestmarcherne forløb relativt fredeligt, selvom en mand blev dræbt i en konfrontation i byen Tanta ved Nildeltaet.

Den egyptiske regering har oplyst, at mindst 1.000 mennesker er blevet dræbt i landet, siden militæret afsatte Morsi 3. juli - blandt dem 100 soldater og betjente. Ifølge Det Muslimske Broderskab er antallet af dræbte langt højere.