Den hviderussiske præsident og Putins tætte allierede Aleksandr Lukasjenko er syg.

Syg med adenovirus.

Det skriver det russiske statsejede nyhedsbureau Tass.

Men adenovirus er dog ikke nødvendigvis en speciel alvorlig sygdom.

»Hvis nogen tror, ​​jeg skal dø, så tag det roligt. Slap af. Det er ikke andet end tomgangsræsonnementer på sociale medier,« sagde han under et møde tirsdag.

Ifølge sundhed.dk, så er adenovirus en sygdom, der er kendetegnet med, at den giver symptomer i form af luftvejsinfektioner med feber, ondt i halsen og andre forkølelsessymptomer.

Der er ingen kendt specifik behandling og prognosen er god.

Virussen kan dog i værste tilfælde forårsage alvorlige infektioner såsom lungebetændelse, myokarditis, meningitis og hjernebetændelse. Alle disse er i ekstremt sjældne tilfælde.

Lukasjenko fortæller yderligere tirsdag, at han ikke har haft mulighed for at komme i behandling, fordi han har en meget travl hverdag.

I den seneste tid har mange spekuleret om hvorvidt, at Hvideruslands præsident og Putin-støtte Aleksandr Lukasjenko har været indlagt og var alvorlig syg.

Meldingerne kom efter en længere periode, hvor den 68-årige præsident ikke havde været set offentligt siden d. 9 maj til den årlige sejrsparade i Moskva for at markere sejren i Anden Verdenskrig.

Samtidig blev Lukasjenko, der har styret Hviderusland med jernhånd i 29 år, også set med en bandage om sin venstre hånd. Bandagen var i den grad også med til at sparke liv i helbredsrygterne.

Senere skabte det undren, da bandagen havde skiftet hånd.

Bandagen til sejrsparaden var ikke det eneste, som vakte opsigt. Det har medier som Newsweek og Reuters blandt andet bemærket.

En af detaljerne fandt sted, da Putin og de øvrige fremmødte statsledere fra lande som Kasakhstan, Turkmenistan og Tadsjikistan efter paraden på Den Røde Plads og Putins tale skulle gå få hundrede meter til mindesmærket for den ukendte soldat.

Mens Putin gik den korte tur med de andre statsledere, blev Lukasjenko kørt. Hvorfor står ikke klart.