En kvinde fra Queensland i Australien troede, hun ville arve alt, efter hendes 55-årige ægtemand afgik ved døden. Kort efter dødsfaldet fandt en af mandens venner hans mobiltelefon, hvor en SMS, der endnu ikke var afsendt, endte med at bryde hele arvefølgen.

I Queensland lyder loven, at hvis en person dør uden et gyldigt testamente, vil det være den nærmeste pårørende, som arver. Det skulle derfor være den 55-årige mands kone, der ville arve alt. En SMS, der endnu ikke var afsendt, fra mandens mobil henvendt til hans bror ændrede dog alt. Her fremgik et alternativt testamente.

Det skriver australske ABC.

'Du og (nevø) beholder alt, jeg har i huset og min opsparing. Smid min aske i baghaven .. (Hustruen) skal udelukkende tage sine egne ting. Hun er gået tilbage til sin forhenværende mand IGEN, og jeg er knust. Der er nogle få kontanter bag fjernsynet og en smule på bankkontoen med pinkoden ... Det er mit testamente.'

På den australske regerings hjemmeside fremgår det, at et testamente først er gyldigt, hvis man er over 18 år, nedfælder sine ønsker på skrift og underskriver det under to vidners tilstedeværelse. Alligevel valgte dommer Susan Brown ved Højesteretten i Brisbane i Australien en anden tolkning af mandens sidste testamente.

Den 55-årige mands hustru argumenterede for, at SMS'en ikke tæller som det sidste testamente, da beskeden aldrig blev sendt. Dommeren valgte dog at anskue de sidste ord i beskeden - 'mit testamente' - som et tegn på, at manden vidste, hvad han ønskede. I beskeden fremgik der præcise instrukser omkring, at hans hustru skulle gøres arveløs, hvilket dommeren underbyggede med det faktum, at ægteparret havde et noget turbulent forhold op til mandens død.

»Den afdøde og dennes nærmeste pårørende havde problemer med deres ægteskab og var flere gange blevet separeret i korte perioder. Senest få dage før den afdøde afgik ved døden,« dagde dommeren Susan Brown i sin afgørelse.

I 2006 ændrede Queensland lovgivningen således, at mindre formelle dokumenter også blev accepteret som et testamente.