Der er nok ikke nogen tvivl om, at Donald Trump er sikkert på vej mod at sikre sit partis nominering.

Men ikke alt er så rosenrødt for den tidligere præsident. Det viser flere tal, som gemmer sig bag en række ellers imponerende sejre.

»Jeg har godt lagt mærke til det.«

Ordene kommer fra Anders Agner, der er chefredaktør på Kongressen.com. Han er en analytiker af amerikanske forhold og ikke mindst amerikanske valg.

Det, han har bidt mærke i, er, at den tidligere amerikanske præsident Donald Trump trods en efterhånden pæn række sejre i republikanske caucus- og primærvalg i begyndelsen af året har klaret sig ringere, end meningsmålingerne ellers sagde inden.

Trump har klaret sig dårligere end målingerne sagde i Iowa. Han har klaret sig dårligere, end målingerne forudsagde i New Hampshire. Har han klaret sig dårligere, end målingerne forudsagde i South Carolina.

Og senest – natten til onsdag – klarede han sig dårligere, end målingerne forudsagde i Michigan.

Her sagde et snit af de samlede målinger, som mediet 538 har bragt, at Trump stod til at vinde over Nikki Haley med 57 procents afstand.

I stedet blev sejren over Haley med en afstand på 41,5 procent. Markant mindre, end målingerne forudsagde.

Og det er bare et af flere åbenlyse problemer for den tidligere præsident, hvis man kigger mere grundigt på tal fra de seneste primærvalg.

»Grundlæggende må det give panderynker i Trump-lejren, at der ikke er tale om et samlet parti. Trump skal nok vinde nomineringen, men i en vigtig delstat som South Carolina stemte fire ud af ti på noget andet end Trump,« siger Anders Agner.

Der er ellers mange ting, der taler for Donald Trump for tiden. 

Donald Trump kan få et stort problem med at tiltrække vælgere uden for sin base.
Donald Trump kan få et stort problem med at tiltrække vælgere uden for sin base. Foto: Shawn Thew/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Blandt dem er efterhånden en række målinger, som har forretningsmanden med en solid føring over Joe Biden, hvis det skulle blive til en omkamp mellem de to.

Men det helt åbenlyse spørgsmål her er, i hvor høj grad man kan stole på de målinger, når Trump nu fire gange i streg har klaret sig markant bedre i målingerne, end ved selve valghandlingen.

Samtidig er Joe Biden historisk upopulær. Også hos de demokratiske vælgere.

Men netop Trumps knap så store sejre over Nikki Haley kan tyde på, at han får mere end svært ved at hente stemmer på midten – måske sågar hos de mere traditionelle republikanere, som Nikki Haley er populær hos.

»Når vi nærmer os Trump mod Biden, så har Trump brug for hele sit parti og en del af tvivlerne på midten. Han har et fast greb om sin base, men intet tyder på, at han kan få vælgere over midten,« siger Anders Agner.

Han fortæller, at da Donald Trump vandt præsidentvalget i 2016, var det med et splittet demokratisk parti, der stod med et valg om Bernie Sanders eller Hillary Clinton.

Det hjalp Trump til en sejr.

Men i 2020 hvor demokraterne havde samlet sig om Joe Biden og havde set, hvad Trump stod for, så forsvandt tvivlerne på midten.

Og selvom Joe Biden ikke er blevet mere populær blandt vælgerne over de seneste fire år, så ligner det et samlet parti, der sender ham overvældende mod nomineringen.

Senest fik Biden over 80 procent af stemmerne ved demokraternes primærvalg i Michigan.

»Selvom flertallet af demokrater mener, at Biden er for gammel, så stemmer de på ham, fordi de ikke vil have Trump. Da rekordmange stemte på Biden i 2020, var det ikke fordi, de så Biden som en ny Roosevelt eller en ny Kennedy, men fordi de ville af med Trump,« siger Anders Agner.

Igen ligger de 40 procent af stemmerne, som Haley mod målingerne fik i South Carolina, et sted i baggrunden og rumsterer.

»Trump står stærkere end Haley. Men hans greb om partiet er ikke så stærkt, som han kunne ønske. Og det er ikke et samlet parti, som er ved at nominere ham,« siger Anders Agner.

Selvom Donald Trump står godt i målingerne, er det ikke alt, der er rosenrødt.

»Nogle tendenser bør bekymre Trump på den lange bane,« siger Anders Agner.