En teenagepige, der var på ferie med sine forældre, faldt lørdag morgen over bord, uden at nogen opdagede det. Myndighederne har siden da forgæves søgt efter den amerikanske pige.

Det er uvist, præcis hvor og hvornår pigen faldt over bord, men det var et sted mellem Mallorca og Menorca. Det skriver The Mirror.

Forældrene gik i seng kl. 01.00 natten til lørdag, mens datteren blev på skibets balkon. Næste morgen opdagede de, at pigen var væk.

Straks efter gik en større eftersøgning i gang med fly, helikopter og en lang række både.

Cruiseskibet, der ellers var på vej til Mallorca i Spanien fra Cannes i Frankrig, vendte om kl. ca. 08.30 for at bistå eftersøgningen.

Kaptajnen om bord på skibet bad alle passagerer om at gå på dækket for at spejde efter pigen, der sidst var blevet set iført en lyserød pyjamas.

Eftersøgningen er fortsat natten til søndag, men der er endnu ingen meldinger om, at pigen skulle være fundet.

Skibet har plads til 4.100 passagerer.