Deres fortid er dyster.

Den tæller angreb på LGBT+-aktivister, på romalejre og kvinder. Og så ønsker de en verdensorden, der er så voldsom, at Facebook har valgt at lukke dusinvis af deres grupper. Alligevel står de tilbage som store helte i krigen mellem Rusland og Ukraine.

Af netop den årsag kom udtalelsen fra vicelederen af udbryderrepublikken Donetsk ikke som en overraskelse.

»Centrum af byen er nu renset for nazistiske bataljoner.«

Lederen talte om den nu sønderbombede sydukrainske by Mariupol. De billeder, der er sluppet ud fra byen, viser total ødelæggelse af bygninger, tomme gader med udbrændte træer og kampvogne samt desperate civile, der flygter eller gemmer sig fra bomber.

Men han talte også om det berygtede Azov-regiment, som i ugevis har kæmpet for at holde Mariupol på ukrainske hænder.

Netop Mariupol har været den ukrainske by, som er blevet hårdest ramt af russiske angreb. Og netop Mariupol har været hjemstavn for Azov-regimentet, siden russiskstøttede militser gik ind i Donetsk Oblast i 2014.

Og så er de formentlig hovedårsagen til, at Rusland har som erklæret mål at 'denazificere' Ukraine.

Medlemmer af Azov-regimentet med deres banner med det kendte nazistiske Wolfsangel-symbol.
Medlemmer af Azov-regimentet med deres banner med det kendte nazistiske Wolfsangel-symbol. Foto: EVGENIYA MAKSYMOVA
Vis mere

Ruslands udenrigsminister brugte blandt andet Azov-regimentet i forbindelse med bombningen af barselshotellet i Mariupol, da Sergej Lavrov sagde, at »Azov-regimentet og andre radikale elementer« gemte sig i hospitalets bygninger.

I årevis har europæiske organisationer som Freedom House, der kæmper mod højrefløjsradikalisering, været opmærksomme på Azov-regimentet.

Det skyldes blandt andet, at dele af regimentets ledere har været i nær kontakt med de amerikanske nynazistiske bevægelser Rise Above Movement og den ultraradikale og voldelige Atomwaffen Division.

Der har sågar været historier fremme om, at amerikanske nynazister har været i Ukraine for at kæmpe sammen med Azov-regimentet. Og i 2020 kunne de ukrainske myndigheder offentliggøre billeder af to amerikanske nynazister, som blev udvist af landet.

De var draget til Ukraine for at opnå kamptræning ved at deltage i Azov-regimentets kampe i Donbas, hvor regimentet siden 2014 har været en essentiel og frygtindgydende del af den ukrainske kamp for at genvinde de to udbryderrepublikker Luhansk og Donetsk.

Siden har Azov-regimentet udviklet sig. De er ikke længere ren ideologi. Nu er de en af de mest berygtede ukrainske hærenheder.

»I 2014 havde de bestemt en baggrund i det yderliggående højre. Det var yderliggående racister, der grundlagde gruppen,« har Andreas Umland fra Stockholm Centre for Eastern Studies forklaret France 24.

Selvom Azov-regimentet langtfra udelukkende består af højreradikale mere, så har Facebook gennem årene holdt tæt øje med gruppen, der også har en politisk gren.

Et medlem af Azov-regimentet i Kharkiv. Azov-regimentets logo ses på hans arm.
Et medlem af Azov-regimentet i Kharkiv. Azov-regimentets logo ses på hans arm. Foto: ANDRZEJ LANGE
Vis mere

Og i 2015 blev de første grupper på Facebook lukket. Og et stort indgreb blev gennemført i 2019. Samtidig har FN udtalt kritik af Azov for at skyde på civile bygninger samt begå voldtægt og udøve tortur på krigsfanger.

På trods af deres nærmest mytiske status, som de har fået gennem årene, så taber Azov-regimentet daglig terræn i Mariupol.

Byens centrum er tabt. De har kun en lille del tilbage af byen, de kalder hjem.