De fire danskere, som er forsvundet efter en kæntringsulykke i Sydnorge, stammer fra Århus. Det samme gælder de to, som er indlagt på sygehuset i Kristianssand.

Østjyllands Politi fik torsdag formiddag besked fra myndighederne i Norge om, at de savnede og overlevende fra bådeulykken ud for Mandal i Sydnorge alle er bosiddende i Århus. Samtlige pårørende er underrettet, oplyser politikommissær Mogens Brøndum.

De to fundne er begge 24 år, mens de fire savnede er henholdsvis 22 år, 23 år, 24 år og 25 år.

Politiet har ingen oplysninger om, hvilket formål de seks mænd var rejst til Norge.

Ifølge ekstrabladet.dk er den mand, der svømmede ind til land, livredder. Han har tidligere arbejdet som kystlivredder, og det er formentlig derfor han klarede de to timer i det kolde vand.

/ritzau/