Ved midnat blev der skrevet historie, da verdens sidste resterende forbud mod kvindelige bilister blev løftet.

Riyadh. Ivrige kvinder satte sig for første gang bag rattet i Saudi-Arabien, da verdens sidste resterende forbud mod, at kvinder kører bil, blev ophævet ved midnat til søndag.

Det var et euforisk og historisk øjeblik for saudiarabiske kvinder, der hidtil har været afhængige af deres ægtemænd, brødre, fætre og chauffører for at kunne komme rundt og klare basale ærinder.

- Jeg er målløs. Jeg er så begejstret for, at det rent faktisk sker, siger Hessah al-Ajaji, der kørte sin families Lexus ned ad hovedstadsens travle gade Tahlia Street efter midnat.

Om nogle få timer vil hun for første gang nogensinde selv køre på arbejde i Saudi-Arabien.

I næsten tre årtier har saudiarabiske kvinder og de mænd, som støtter dem, krævet, at kvinder skal have ret til at køre bil som i ethvert andet land i verden.

Kvinder, der trodsede forbuddet, risikerede at blive anholdt. Og i 1990 blev forbuddet skærpet, således at de også kunne miste deres job og blive udelukket fra at rejse til udlandet i et år, hvis de alligevel vovede sig bag rattet.

Ultrakonservative i Saudi-Arabien har længe advaret om, at det ville være en synd, hvis kvinder fik lov til at køre bil, ligesom at det kunne føre til chikane.

Kritikken af kvinders ret til at køre bil har dog været dæmpet, siden kong Salman sidste år meddelte, at han ville ophæve forbuddet.

Men samtidig blev mindst ti af landets mest fremtrædende forkæmpere for kvinders rettigheder anholdt bare få uger før, at forbuddet blev ophævet. Det skete for at signalere, at det fortsat er kongen og hans magtfulde søn kronprins Mohammed bin Salman, der bestemmer tempoet for forandringen.

Langt størstedelen af saudiarabiske kvinder har fortsat ikke kørekort, og der er lange ventetider på et kursus især i de store byer.

/ritzau/AP