Hvis det iranske regime beslutter sig for det, vil det ikke tage lang tid, før end landet er en atommagt, vurderer en dansk ekspert.

Den analyse kommer fra forsvarsekspert og lektor ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, efter at USA's præsident, Donald Trump, tirsdag meddelte, at USA trækker sig ud af den internationale aftale med Iran om landets atomprogram.

»Dengang man indgik atomaftalen, vurderede de fleste, at Iran var måneder fra at have en atombombe. Man fjernede så den højt berigede uran og de centrifuger, man skal bruge, og man ødelagde en hel del af det,« siger Peter Viggo Jakobsen og fortsætter:

»Jeg vil gætte på, at det i hvert fald vil tage Iran et år, før de kan have en bombe, og det kræver så, at ingen bomber deres centrifuger imens. Der kommer nu til at være et forhandlingsspil de næste seks måneder, hvor Iran vil få Europa og de øvrige lande bag atomaftalen til at lægge maksimalt pres på USA, og den tid skal man lægge oveni, så Iran i hvert fald vil være halvandet år fra en atombombe.«

Forsvarseksperten understreger dog, at der er forskel på at udvikle en atombombe og så at løse den sværere opgave det er, at få en atombombe til at fungere på et langtrækkende missil, der kan true omverdenen i en helt anden grad, end hvis en atombombe eksempelvis skulle gemmes af vejen i en container for så at blive sejlet til dets mål.

»Man er ikke klar over, om Iran er i stand til at udvikle et så lille sprænghoved, at det kan komme på et missil. Én ting er at lave en bombe, der siger bang. En anden ting er at lave små sprænghoveder, for hvis de er for tunge, kan missilerne ikke flyve. Det er et spørgsmål om teknologi og knowhow,« siger han.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen vil Iran være mest interesseret i fortsat at have handelsaftaler med omverdenen for at forbedre velstanden i landet. Men særligt én ting kan føre til, at Iran søger et udgangspunkt, hvor landets bedste trumf er atom-kortet.

»Det var ved at skrue op for centrifugerne, der producerede højt beriget uran, at Iran fik en aftale til at starte med. Hvis amerikanerne nu smadrer Irans økonomi, der i forvejen er rigtig dårlig i øjeblikket, ved at pålægge hårde sanktioner, så står iranerne over for et hårdt valg. Men det er vigtigt at huske på, at befolkningen i Iran er sur over, at økonomien har det dårligt, så regimet er under pres for ikke at ødelægge økonomien yderligere,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Donald Trump annoncerede tirsdag, at sanktionerne mod Iran vil være på det højeste niveau.