Moskvas chefrabbiner, Pinchas Goldschmidt, er bange for de russiske jøders fremtid.

Derfor opfordrer han dem til at forlade Rusland så hurtigt som muligt, fortæller han til The Guardian.

Han frygter nemlig, at de russiske jøder vil blive brugt som syndebuk for de forfærdelige hændelser, krigen i Ukraine har forårsaget.

»Når vi ser tilbage på russisk historie, ser man, at når det politiske system var i fare, forsøgte regeringen at omdirigere massernes vrede og utilfredshed mod det jødiske samfund,« sagde Pinchas Goldschmidt.

»Vi så dette i tsartiden og i slutningen af ​​det stalinistiske regime.«

Rabbineren forlod selv Rusland tilbage i juli, efter han nægtede at støtte den russiske invasion af Ukraine.

»Der blev lagt pres på samfundsledere for at støtte krigen, og jeg nægtede at gøre det,« fortæller han.

I løbet af de sidste 100 år har jøderne emigreret fra Rusland i tusindvis. Ifølge en folketælling fra 1926 var der cirka 2,7 millioner jøder i Sovjetunionen, hvoraf 59 procent af dem boede i Ukraine.

I dag er der blot 165.000 jøder tilbage i Den Russiske Føderation, der har en befolkning på i alt 145 millioner.