I går sluttede sommerferien i store dele af USA, og dermed starter en ny sæson for potentielle skoleskyderier.

Syv måneder efter massakren i Parkland, Florida, hvor 17 gymnasieelever mistede livet, vendte millioner af amerikanske skoleelever i går tilbage til klasseværelserne. Og for at passe på de små er skolesikkerheden i top ... sådan da.

Godt 10 procent af alle amerikanske skoler er således udstyret med metaldetektorer ved alle ind- og udgange. Alle amerikanske skoler har en såkaldt 'nul tolerancepolitik', hvor alle potentielle våben fører til bortvisning.

Og efter et år, hvor godt 2.700 amerikanske børn og teenagere (både i og uden for skolen) blev dræbt af skydevåben, har mange skoler taget nye forholdsregler.

Undervisningsminister Betsy DeVos har således foreslået, at de statslige fonde, der før var forbeholdt undervisningsmateriale, fremover også kan bruges til at bevæbne skolelærere.

I både Texas, Mississippi og Alabama har tusindevis af undervisere brugt sommerferien på at få skydeundervisning. Og da disse lærere i går mødte op, var det med en skarpladt pistol inden for rækkevidde.

Politisk er der stadig ingen tegn på, at den amerikanske våbenlov vil blive strammet. Og derfor har andre amerikanske skoler og politikere taget sagen i egen hånd.

Og det er der kommet en række interessante, om end ikke altid lige effektive, tiltag ud af.

I Blue Mountain School District i staten Pennsylvania starter skoleåret således med 200 klasseværelser med hver sin plastikspand bag døren.

I spanden er der godt 25 store sten, som elever og lærere kan kaste efter en eventuel massemorder.

»Hvis en bevæbnet person får adgang til skolen, vil vedkommende blive mødt af 25 stenkastende elever. Og de vil således ikke længere være hjælpeløse ofre,« sagde distriktets skoleinspektør, David Helsel, da han i foråret fremlagde sin plan over for det lokale byråd.

Ifølge foreningen 'Everytown', der blev oprettet efter massakren i Newtown, Massachusetts, hvor 20 seks- og syvårige skoleelever blev dræbt i 2012, vil de stenkastende elever ikke kunne stille ret meget op imod en massemorder, der som i både Newtown og Parkland var bevæbnet med et maskingevær af typen AR-15.

Dette automatiske våben kan affyre 10 kugler i sekundet. Og hver af disse kugler bevæger sig med en hastighed på godt en kilometer i samme tidsrum.

Og Pennsylvania er ikke den eneste stat, der satser på spande-teknikken.

I byen Stockton, Massachusetts, er samtlige klasseværelser således blevet udstyret med en 'nødsituations-spand'.

Denne spand indeholder en trækile til at blokere klasseværelsets dør indefra og gaffertape til at sikre dørsprækken imod mulig giftgas. I spanden er der også en hammer til at smadre et vindue og et 12 meter langt reb - hvis man befinder sig på første eller anden sal. Og endelig kan selve spanden ifølge avisen Brockton Enterprise bruges som 'nødtoilet'.

I samtlige amerikanske stater har bekymrede forældre også været på diverse shoppinghjemmesider. Og det israelske firma Masada Armor melder om alt udsolgt af deres nye og meget populære skudsikre rygsække – specielt designet til skoleelever.