Lørdag eftermiddag ved 16-tiden eksploderede en autocamper ved Älvsjö i Sverige nær Stockholm.

To personer kom alvorligt til skade ved eksplosionen, oplyser politiet til SVT.

»Der er personer, som er kommet alvorligt til skade, og vi har afspærret området for at sikre, at de får den nødvendige hjælp,« udtaler Carina Skagerlind, der er pressetalsmand ved politiet.

Politiet og teknikere er ifølge SVT også ved at undersøge årsagen til, at autocamperen eksploderede.

Eksplosionen skete i et industriområde, hvor man kan tanke gasbiler, oplyser ledelsesoperatør ved redningstjenesten i Stockholm, Josef Gustafsson.

»Vi undersøger lige nu med gasteknikere, der har ansvaret for området,« siger han.

Togtrafikken i området er også blevet indstillet.

»Vi har etableret en sikkerhedsafstand på hundrede meter, hvis der skulle ske noget mere. Vi er ved at inspicere området med en drone,« fortsætter han.