Amnesty International fremlægger i rapport bevis for, at rohingya-muslimer bliver dræbt og uddrevet i Myanmar.

London. Flere end 530.000 rohingya-muslimer er i løbet af knap to måneder flygtet fra Myanmar på flugt fra landets sikkerhedsstyrker.

Rohingyaerne er mål for en systematisk forfølgelse, og de bliver både dræbt og voldtaget. Derudover brændes deres huse ned til jorden.

Sådan lyder de indledende konklusioner i en helt ny, omfattende rapport fra menneskerettighedsgruppen Amnesty International.

- I denne orkestrerede kampagne har Myanmars sikkerhedsstyrker på brutal vis hævnet sig mod hele rohingya-befolkningen i et forsøg på at drive den ud af landet, siger Amnesty Internationals direktør for krisehåndtering, Tirana Hassan.

Beretningerne om massedrab og uddrivelse i Myanmar er ikke nye, men Amnesty International fremlægger i rapporten helt nye beviser for overgrebene.

Beviserne er en blanding af hundredvis af interviews med rohingyaer samt læger, førstehjælpsmandskab, journalister og embedsmænd fra Bangladesh.

Derudover har Amnesty International også fundet og verificeret billeder og videoer samt satellitoptagelser, der peger på en systematisk forfølgelse af rohingyaerne.

- Myanmars myndigheder har måske troet, at de bogstaveligt talt kunne slippe af sted med massemord.

- Men moderne teknologi kombineret med utrættelig research har vendt oddsene imod dem, lyder det fra Tirana Hassan.

Krisen i Myanmar begyndte efter uroligheder mellem Myanmars magtfulde militær og rohingyaerne 25. august i år. Her angreb rohingya-oprørsgruppen Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa) landets politi og militær.

Og siden har myndighederne altså ønsket hævn over samtlige rohingyaer.

I rapporten fortæller flere rohingyaer personlige historier om, hvordan de er blevet forfulgt af landets politi og militær.

Mange af dem har mistet familiemedlemmer de seneste knap to måneder.

I rapporten fremgår det også, at der i den nordlige Rakhine-delstat, hvor mange rohingyaer bor, har været 156 store brande siden 25. august. Forud for 25. august i år havde der ikke været en eneste brand i området i fem år.

/ritzau/