Landevej Odsherredvej er torsdag morgen helt spærret lige før Nørre Asmindrup.

Spærringen skyldes en alvorlig trafikulykke.

»Det var et frontalt sammenstød. Der er alvorlig personskade,« siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist.

Det var en personbil og en mindre varevogn, som stødte sammen. Førerne af begge biler er kørt på sygehuset.

»De var begge ved bevidsthed, da ambulancerne ankom,« siger Charlotte Tornquist.

Begge parter var fastklemt og måtte skæres fri efter ulykken, som skete ud for Odsherredvej nummer 13.

Den blev anmeldt via alarm 112 klokken 06.50.

Politiet er stadig på ulykkesstedet, hvor der er opsat skiltevogne.

»Vi ved endnu ikke, hvor længe det kommer til at vare, men det kan godt komme til at tage et stykke tid,« siger Charlotte Tornquist.

Udover politiet er brandvæsenet og en bilinspektør til stede.

Den ene bil endte ovenpå et elskab efter ulykken, hvilket kan få oprydningsarbejdet til at trække ud.

P4 Trafik skriver på Twitter, at bilister til og fra rute 21, skal benytte Gl. Nykøbingvej mens Odsherredvej er afspærret.

Opdateres...