»Når man er så god i cykelsporten, så kommer spørgsmålene også.«

Jonas Vingegaards fantastiske Tour de France-kørsel - især på tirsdagens enkeltstart - har affødt en strøm af udokumenterede dopinghentydninger fra flere udenlandske medier og fra cykelfans på de sociale medier.

I Frankrig fylder debatten meget, efter at Vingegaard onsdag kørte sin rival, Tadej Pogacar, helt i hegnet og nu fører Touren med 7.35 minutter ned til sloveneren.

B.T.s Tour-kommentator, Lance Armstrong, ved om nogen, hvad det vil sige at køre med den mistanke. Han levede med den igennem alle sine syv Tour-sejre - helt frem til, at han i 2013 indrømmede systematisk dopingbrug og fik frataget sine resultater.

Foto: Twitter
Vis mere

Lance Armstrong føler med Jonas Vingegaard - og er ked af, at danskeren skal igennem den tur.

»Jeg er nok en af de sidste til at skulle udtale mig om dette - og jeg har absolut ingen interesse i at bidrage til rygtestrømmen.«

»Men Jonas var fantastisk tirsdag - og jeg har sagt, at det var 'super human', og det skulle ikke forståes som andet, end at det var fantastisk kørt. Når andre bruger det udtryk, så betyder det som regel, at de tror, der foregår noget uldent.«

»Jeg hørte på det i hele min karriere, som I alle kender historien om. Jeg skal eller kan ikke retfærdiggøre den.«

Foto: l'Equipe
Vis mere

»Men jeg ved, hvordan det er, når den mistanke vælter ned over dig. Det ønsker jeg ikke for nogen. Og jeg husker også, hvad jeg dengang tænkte - og hvad jeg gjorde.«

»Og mit råd til ham undervejs på onsdagens etape ville i dag have været: 'Da Pogacar går kold, så er din sejr hjemme - der er ingen grund til også at angribe. Bliv hos dine holdkammerater. Der er ingen grund til også at ville træde på halsen af din modstander.'« 

»Jeg er ikke sikker på, at jeg selv havde fulgt det råd, da jeg var 28 år gammel. Men spørgsmålene vil komme, når man er så god som Jonas. Og der er måder, man kunne tage brodden af de spørgsmål,« lyder det fra Armstrong.

Den 52-årige texaner tror, at cykelsporten er ren i dag.

»Jeg tror, at tingene har forandret sig. Hvis sporten har ændret sig, og alle støtter det - så tro på det. De her drenge bliver testet konstant i hele sæsonen.«

»Stop med at tage noget fra de, der vinder. Jeg stoler på det.«